Vintermørket sluger Valby
Jeg falder ned i hullerne
bliver slugt af bitter tåge
ånder frosten langsomt ud
Nørrebro står stille
alt dér ånder endeligt fred
Jeg blinker lidt med øjnene
guld springer blidt deraf
Bispebjerg blev underlagt
enhver kølig brise
Blev dækket til af sne
intet tog, ingen busser
intet kærligt håndtryk
Nogle kalder hende vinter
jeg ved ikke hvem hun er
hendes navn hænger hvidt
blandt hver eneste gadelygte
Ikke en gang på Mozarts’
åbnes flere grønne flasker
Ikke en gang i kloakken
ses levende rotter

Istedgade skriger af død
mens sneen ligger tykt
Skjuler skrigene
fra en tyk kanyles
aller sidste offer

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2012/12/041212-02.html

[fblike]