Alt det vi har
holder os tilbage,
og jeg er slet ingen undtagelse.
For jeg afskyr kærlighedssange
og folk, der kysser i Føtex.
Nu.
Og det er okay (siger jeg til mig selv),
for jeg er jo en af dem,
der holdes tilbage
af mine tidligere illusioner
og dét faktum,
at jeg er verdens største romantiker.
Men nød lærer nøgen kvinde at spinde
– eller i dette tilfæde –
at holde op.
Helt op.
For at holde mig selv oppe,
når det møgirriterende og lykkelige kærestepar med alt den tid i verden, de kunne have brug for,
vælger at kysse hinanden i smadder i grøntafdelingen,
når jeg for fanden bare gerne vil have fat i min broccoli
til min middag for én.

Jeg er hævet over verden og bitterheden,
og det klapper jeg mig selv på skulderen for.
Særligt når jeg græder,
fordi jeg aldrig har følt mig så alene og forladt,
og drømmen om at bygge et hus ud af spisepinde og soyasovs,
hvor vi to skulle bo og rulle os i sushi,
pludselig er blevet mit krakelerede verdensbillede.
Hvordan fanden rejser man sig selv op igen?
Hvornår holder det helt op…
med at gøre ondt?
Og kommer jeg nogensinde fremad
i køen i Føtex,
når nu hele Danmarks pose med amoriner og kvalmende candyfloss,
har valgt at “købe ind” i dag?

Alt det jeg har,
forfølger mig hele vejen ud af min lejlighed
– på min cykel, på mit arbejde,
når jeg spiller poker eller backgammon
bare for at have held i ét eller andet.
Jeg bliver stalket på det groveste
af mine egne følelser og forventninger
– forhåbninger og knuste eventyrsforestillinger,
selv når jeg køber ind og får hverdagen til at hænge sammen
uden dig,
og det er nu ikke helt fair (synes jeg),
men hvorom alting er,
så er jeg skidegod til ikke at være sur og tvær,
og jeg er supersjov,
når jeg jonglerer med ord og fjollede facts
i min omgangskreds,
men der er jeg jo heller ikke i det sorte hul,
som jeg sommetider falder ned i,
når jeg tænker på kærlighed
eller blive skubbet direkte ind i den
i freaking Føtex.
Jeg er ikke bitter,
jeg bliver bare holdt tilbage
af alt det, jeg har.