Tiden er til – Gæstedigt af Frank E. Larsen

tiden er til

tiden er til at deponere sit intellekt i en bankboks
sammen med atomaffaldet
for foden af bjerget
hvor de fra toppen løber de andres maraton mod bunden

tiden er til at sætte sin moral i banken
som banker renten nedunder nul

tiden er til fortiden, til pensionsopsparinger
nu som i fremtiden graves op og overrasker måske
fascinerede kulderystende og tænderskærende cyborger

tiden er til sorte tal på hvid baggrund
og ikke til at tale med hinanden
eller kun i ensomhed fra intercom-installerede kister

tiden er til dem, der kommer først
og dermed til tiden
tids nok til at vinde nok i sig selv og det hele

tiden er til blændende blingbling
byens projektører lyser på mig som lyser tilbage
da min overflade endelig, endelig fejres

tiden er til tolkninger af tegn som de få
tør lade som om de forstår og dømme de andre ud fra
hensynsløse farvetoner i disharmoni
fortolket i tidens tegn

tiden er ikke til virkeligheden
tiden er ikke til forståelse
tiden er til slutninger
ikke til begyndelser

tiden er ikke til din næste eller næste igen
tiden er til dig og dig alene
som velgører verden med kasserede gaver,
udsondringer af skønåndens egennytte

tiden er til enkeltmandsrevolutioner
udfisende orange paddehatteskyer over touperede isser
gjaldende kældermenneskeskrigs ekkoer
udover globaliserede glansbilledealbum
”det er en velkendt sag – at frygt brænder hjerner af”

tiden er til terror
kun ganske små doser er nødvendige
og tiden er mistænksom ligesom naboen
som også holder øje med dig

og ikke mindst er tiden til børnene
som begynder med at skubbe den foran sig som en gåvogn
indtil de til sidst falder tungt ind i den i slowmotion
og forskræmte og forslåede dømmes voksne

som det i et langt nu går op for
at tiden er til

Lys – digt af Michael Juhl Svendsen

Ørkenen blomstrer
opad evighedshedens hjul
som du smyr rundt om den fugl
der letter fra dine hænder
når du kvæles med decemberlys
frost og blå læber
når vi deler blå kys med blå kærtegn
i en piruet nedad mine drømmes ruchebaner
med udspilet iris der brænder
mens din glød bliver hvid som tung sne
og jeg bliver sneblind

Vi løber og løber
og løber tør for luft
i en metallisk støvregn
over et utopisk metropolis
fuld af sved og rust
men hvor skal vi løbe hen

Som mørt og banket kød
er vi et anker på dyb dyb bund
i et astronomisk ocean som altid udvider sig
med et ekkolod som kompas
Hvem ved hvor vi ender
blot vi ender med et brag

Lad os være mørket der drukner i lys
Lad os være lyset som kvæles af farver

Dyrisk magt – Digt Af Michael Juhl Svendsen

Luften glitrer med elektriske impulser
mens verden slår smut med månen
og stjernerne falder brændende ned
over vores nøgne kroppe
som sveder og bevæger sig
som slanger fulde af begær
hidsige med bid og tunge
efter hals, kød og skød

Ord ville fylde for meget
kun handlinger taler
Kun kroppenes vibrationer
danner toner for vores sind
aer og kærtegner os i vakumets kaos
hvor vores indre centrifugeres
og vores ydre fortæres

Vi ser ind i hinandens øjne
mens universet presser os fra hinanden
og vi holder fast i al vor dyriske magt
i et tempo der er åndeløst, tidsløst og magtesløst
Der er intet der skal skille os ad

Suger eleksiren ud af hinanden
som junkier i evigt fix
efter den første gang
men intet kan sammenlignes
med frugten fra et barndomsminde
der har haft sin gang

Vi ser ind i hinandens øjne
mens universet presser os fra hinanden
og vi holder fast i vor dyriske magt
for når vi slipper taget
dør vi atter igen

Patroner af ord – Digt af Michael Juhl Svendsen

Vi er vores eget mærkat
masseproduceret og tidløst selviscenesættende
på sociale mediers gabestok
mens vi inderst inde
aldrig har nok

Vi stirrer ind i de uendelige skyer
svømmer i virtuelle kontinenter
og galoperer på vilde keyboards
med bitz, bots og dots
i hvert et aftryk
uden at føle
et rigtigt
indtryk

Vi har brug for et indryk
af kærlighed til livet
til oplevelsen
momentet og fantasien

Sæt os fri

Lad os ride
på tidens bølge af sansefyldte eksplosioner
fra skød, til bryst, til mund
mellem kys og perler af brændende sved
Lad os føle
hvor drømme de brænder op
og intet er klart
med patroner af ord

For det er kun i os selv
at fjenden bor

Jeg er – Digt af Michael Juhl Svendsen

Det er et blowjob foran orange scene
eller et uafprøvet mentalt toilet
Et fix bag kasseapparatet
tyve tomme flasker
bag rattet på kørebanen
En dansen på skinnerne
foran statskontrollerede toge
En kasten med molotovcocktails
og strippen i måneskinnets djævelske smil
med speederen gledet i bund
og cokeen blinkende i mit fjæs

Jeg er det ilterede blod fanget i mængden
der er eksplosiv og afventede
på at implodere og eradikere
den humane og konservative kapitalistiske tilstedeværelse
og vi to er dampen deraf

Vi to er røgen fra cigaretten
smagen af hampen
Vi er duften af salmiakken
den kildende whiskey
og sødmen fra et sløret billede
af dig og mig
der ridder på skyerne fulde af ild
mens du stønner og skriger
og jeg kvæler dig – helt

Det tanken om for evigt
at være klistret ind i intethed
og igen knalde med dig
mens jeg stirrer på mig selv

Det mit opgør med oprøret
et helvede i sig selv

Ergo er jeg til