Command + – Digt af Cecilie Sund Kristensen



De røde toge
er fyldt op med urolige mennesker
Mennesker der tripper med benene
der trykker løs på deres skærme
mens deres verden foregår lige der
Mennesker der kigger nervøst rundt på hinanden
der kigger nervøst rundt efter billetkontrolløren
Mennesker der lugter
af øl eller urin eller en dårlig parfume
og har sorg i øjnene og rystende hænder
Mennesker jeg ser mig selv i
fordi min indre uro er altoverskyggende
i den her hurtige by
i det her hurtige samfund
hvor jeg konstant farer vild
i mine fremtidsplaner
og ikke kan finde et eneste menneske
for hvem det giver mening
at være her
lige nu
midt i følelsen
selvom den er ubehagelig
for vi gemmer os
bag vores skærme
så vi ikke behøver at tage stilling til hinanden
eller vores angst eller vores fortid
selvom vi altid kan tage stilling til
Amalies baby eller Løkkes evner til at drikke øl
eller Venstrefløjen vs store huse
det er så
trættende
med meninger på Facebook
og al den stilhed i virkeligheden
hvor ingen tør
råbe rigtig højt
fordi skærmen er vores skjold
og tastaturet vores sværd
og pludselig er vi alle modige nok
til at løbe ind i blodbadet
Der kan man kaste sten
i sit eget glashus
for intet går rigtigt i stykker
command + z og
alt er godt igen
command + c og vi gør det hele igen
enter enter enter
de skal have det hele
voldtægtstrusler og familiemord
kritik af børneopdragelse
kritik af statusopdateringer
og når der er for mange der er imod din mening
så sletter du bare dine ord
så er de væk og
du er reddet
alt er godt
og du kigger op
på de andre i toget og ser
at ingen kigger på dig
selvom du lige har skrevet til Özlem
at du kender hendes adresse
og har indsat en passende pistol-emoji
så du er tilfreds
for ingen kan ramme dig
og dine tastaturevner

Command + q

Det er ikke på Facebook – Digt af Cecilie Sund Kristensen

En forbandelse må ha’ lagt sig over mennesket
en sort skygge men usynlig og
allestedsnærværende
for den har dræbt mig
igen og ligner lidt
pesten
uden at vise det
Vi ligger i vores senge og dør
langsomt og ulideligt
med en bærbar på skødet
og en iphone i hånden
og en ipad i vinduet
fordi det er blevet umuligt
at gå ud uden
at få en helvedes dårlig samvittighed
over alle de mennesker
og alle de dyr
og den her planet vi tager så for givet
der bliver mishandlet
behandlet som
affald og kastet på møddingen
så den kan få vores elektricitet til at gro
vores internetforbindelse til at vokse
og spire og blomstre
så vi kan sidde på Facebook
og fortælle om vores vidunderlige liv
vores vidunderlige aftensmad
vores vidunderlige mand
mens vores veninder stirrer billederne igennem
fordi de alle sammen boller ham
og sådan er det jo bare
for alle er ligeglade
med virkeligheden

Det er ikke på Facebook
så det er
ikke

Begynd – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Begynd

Med dine træer der dufter af ildebrand
og jeg slukker dem
med mine angstanfald
falder
ind i dem og drukner dem
i de tårer der kommer
når jeg skriger
ind i væggen og slår
mig selv i hovedet
fordi jeg ikke tror på
du kan holde mig ud

Begynd

Med de torne
der skal skære dybe tårekanaler i mine kinder
så min make-up kan stoppe med at løbe
andre steder end ned
ned
ned
på gulvet
og blive blandet med skidt og møg
og kattehår

Begynd

At trampe tonerne fra mine skrig
ned i gulvet
når jeg hulker sms-tisk igen
fordi jeg hulker bedst på skrift
fordi
der kan du ikke høre
at jeg ikke kan trække vejret
og mine ord kan sige
hvad de vil sige
og måske netop nok til
at du vil forstå eller
bede mig gå

Begynd

Med de mareridt jeg havde i starten
som du slog i stykker
med din kærlighed
så jeg kunne sove
uden at vågne i sved og frygt
og det var rart
at være menneske op ad din ryg
i mørket
for jeg kunne endelig
fungere uden at falde sammen
men nu er det som om
at det ikke er nok
at du holder om mig om natten

Begynd

Med et digt
der kan sige mere end tusind angstanfald
og begynd med det jeg ikke kan sige
og hjælp
mig med at forstå
det kun er fordi jeg er syg
det er kun fordi jeg er syg
kun
fordi
jeg er syg
at jeg er så bange
for at du helst vil være fri

Begynd
med det her
og bær mig så ud af ildebranden

Bare at forsvinde – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Jeg troede himlen
ville falde sammen
når du gik
men nu er du altså ikke andet
end et punktum
i et digt jeg ikke gider at skrive på mere
Du er støv under mine sko
der forsvinder i græsset
når jeg kaster med blade og krammer et barn
i efterårsregnen
Du er alt det der er ligemeget
det som intet betyder
For jeg bliver elsket hver dag nu
for det fortjener jeg at blive
Og du tror du er
noget
fordi du kan tage en ulykkelig kvinde
og gøre hende endnu mere ulykkelig
Egentlig er det bare grimt

Og det kan godt være
min sjæl er faret lidt vild
i min krop
At jeg stadig higer efter at være et barn
og spiser coco pops til morgenmad
og har dyr på mine trusser
og kigger på dig som om
jeg stadig er hende på 16
der sådan håber, at du vil kysse hende

Det er jeg fordi
du fik mig til at gå i stå

Og i virkeligheden
er du en uduelig mand
der ikke ville være elsket
hvis du viste hvem du virkelig var
Du er en kujon
der gør grin med dem der elsker dig
for i virkeligheden er du ligeglad
med alle andre end dig selv
du kan bare ikke se det

Og nu vil jeg bare gerne
komme videre og give al min omsorg
til mig selv
for jeg er fyldt med plaster og sting og blå mærker
der gør så forbandet ondt
og jeg er træt
af at have ondt

Så er du ikke sød
bare at
forsvinde

så kan jeg sætte det punktum

Ambitioner – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Jeg vil gerne
være et menneske
som kan være rolig og fattet
når du fortæller mig ting jeg ikke kan lide
Når jeg skal forholde mig til sandheden
og vores nærdødsoplevelser
om hinandens eksistens
og jeg skal nok prøve
men indtil da må jeg smælde som et tordenvejr
der er tættere på dig
end din egen hud