kvinde
bag lukkede ruder
Smadrer sig gennem uskyldens flader
i et øredøvende skrig
og springer gennem de hvide skår
af blankpolerede normer

Løber mod den utæmmede skov
mens regnen siler
og jorden maler din perfekte hud
i mudrede ujævne klatter
mens du uhæmmet hyler
af de sår i hjertet
den hvide farve ikke kunne heale

River modetøjet itu
der stramt har formet kroppen
til et glansbillede idyl
af rigtig kvindelig væren
Flår huden til rifter
så neglene knækker
og smager den røde jernsaft
så idyllen forstummer

Står der midt på vejen
med åbent skød og viltert hår
og skarpe sultne øjne
for at gribe hvad der lyster
efter år bag lukkede ruder
af rigtigt og forkert

Og grådigt vil du æde
af hud og kød og safter
i utæmmet uhæmmet væren
fri
af fængslende længsler
til at følge hvad der er i dig
af farverskalaens nuancer
og danse med din livsimpuls
i en symfoni med sjælen