Jeg rejste indenrigs
på dine inderlår
Så dit skød som et bur
hvor jeg slap dit indre dyr løs
og lod det flå mig i mit kød

Lod dig rive dine kløer
igennem min ryg
så min pen flød med
det pureste
musefyldte blod

Jeg skrev streger om dine øjne
dine smil, dine løgne
Dine sødmefyldte ord
for at skjule den smerte
der lå bag mine skamfyldte
vokaler og konsonanter
For erkendelsen
er en lort

Inderst inde
ville jeg nok bare
finde på sætninger
der gjorde at vi
ikke længere bare
var minder

Nu ville jeg bare ønske
at min pen ikke længere rimer
på mig og dig
De der kvalmende ønsker
om jeg og du

Det er slut
Nu

Alligevel føler jeg en lyst
til dine bidende tænder
som en cheasy popsang
af utæmmet vildskab
der slavebinder mig
i evighed

For du fremstår som glimt
i den dryppende nat
som en vampyr
i tusmørkets skær

Og jeg smider tøjet
endnu en gang
står jeg nøgen
med dine hænders skygger
kravlende om mig

Så jeg fryser af frygt
for at du måtte give slip
Men mest for at jeg
aldrig kan
slippe dig

Så jeg famler og jeg slår
Jeg skriger og jeg niver
mig i armen
For at drømmene
aldrig må ende

Men det må de
Det må stoppe
Nu

Men når jeg lukker øjnene
blænder du dem
med dine bevægelser
krybende rundt
i mit skind

Så jeg konkluderer
at jeg er blind
At jeg er forsvundet
Komplet opslugt at dit væsen
Din måde at gå på
Din måde at tale på
Din ukomplette væremåde
der trækker mig
et skridt tættere på
for hvert skridt du
tager væk
fra mig

Jeg må konstatere
at jeg er fortabt
nu

Tabt bag min egen sans
for fornuft
Forduftet i duften af
søde sexede våde pletter
på et ensomt lagen
Gispende
før jeg vågner
fra drømmenes tag
nu

Dusk-fredløs (del 6) af Irmelin Prehn