Der er dage hvor jeg føler
jeg er det ensommeste menneske i verden
transparent
måske helt usynlig
Når det kun er skyggen af mine egne arme
der tager imod mit fald
Når jeg ser alle andre
som sammenflettede hænder
i bånd jeg ikke kan nå
fordi jeg sidder i denne anden verden
I parallelverdenen
de ensommes paradis
Når jeg ikke har lyst til
at være som et helt menneske
men mere som et delt menneske
i et andet menneskes liv
Når jeg ikke kan trænge gennem
til et andet menneskes hjerte
måske ikke engang mit eget
Så er jeg ensom
låst inde i mørket
i mit eget hjertes hulrum