Hun tager tilbage til sommerhuset. Uden for sæsonen. Sådan

vil jeg huske dig. Sådan som du smiler nu. Bekendelsen er en

nødvendig uro. Hun lister/ famler/ efteråret er smukt, siger vi

til hinanden. Det er en kliché. Himlen er klar/ vandet er stille/

træerne blomstrer en sidste gang/ du rejser snart/ euforien.

Du holder min hånd, mens vi triller hen ad grusvejen.

Dine/ mine forældre bliver i huset.

Det bliver mindre med afstanden. Jeg ser ud af bussens

bagrude. En lille hvid prik i landskabet.