Hun tager tilbage til sommerhuset. Uden for sæsonen. Sådan
vil jeg huske dig. Sådan som du smiler nu. Bekendelsen er en
nødvendig uro. Hun lister/ famler/ efteråret er smukt, siger vi
til hinanden. Det er en kliché. Himlen er klar/ vandet er stille/
træerne blomstrer en sidste gang/ du rejser snart/ euforien.
Du holder min hånd, mens vi triller hen ad grusvejen.
Dine/ mine forældre bliver i huset.
Det bliver mindre med afstanden. Jeg ser ud af bussens
bagrude. En lille hvid prik i landskabet.
Skriv din kommentar her: