Når du pludselig står der – midt i dit liv – og du har allermest lyst til at give op.

Når du ved, at selv den lille lampe, der svagt oplyser rummet omkring dig, kun er en nødbelysning.

Når du oplever dig selv siddende med nøgent ansigt og munden på vidt gab i et forgæves forsøg på at forme den bøn, der kan fremkalde din frelse.

Når du mærker mørket krybe klæbende i hver celle af din krop og energien er tyngende tung.

Når du er overbevist om, at mørket du mærker, er dybere end nogensinde før.

Når du erkendende opdager, at det altid har været dybt, men du har bare ikke ville se det. Ikke ville mærke det. Ikke ville vide af det. Mørket, der i årevis skræmte dig så meget, at angsten kom flyvende med sine flugtarme og klædte dig på til kamp imod det.

Nu står du der.
Du står der og kigger ned i det sorte hul. Det dragende mørke af opgivelse, og du ved instinktivt, at angsten ikke kan redde dig, for du er ikke længere bange.

Du ser det og mærker det, og ved ikke om det er godt eller skidt. Du ved kun, at du kan lade dig falde eller ikke lade dig falde, alt imens du danser tango med skyggerne derfra.