Dagen synes uendelig
langt væk
når viserne på uret er visnet
og skyerne er gået i stå
mens jeg ligger her og tygger
på mit kære gamle strå
med græsplænen i ryggen
og byen smidt for porten
venter jeg
med oprejst stilhed i brystet
og lungerne søgende en svag lyd
fra en fjern men blød torden
som da man var barn
og talte sekunder
inden centeret kom

En uro breder sig
og dyrene kommer frygtsomt væltende
som stormbølger der danser elegant
ind over engen til lidt Mozart
mens dag bliver mørke
og sommerdampen sydende
viser de første boblende tegn
på en kølig men hidsig regn

Hvor jeg indånder lettelsen med dråber
glidende ned langs mit sjuskede skæg
mens minderne gløder i mit bryst
eksploderer jeg som en fønix mod himlen
og sætter den i barndommens brand
som den moderne mand
bittersød og forhadt
i det fortabte hjertes ro
rejses jeg af aske
og hengiver mig til dig

Intet ejer jeg
ej kan du eje mig