Måske er jeg skilsmissebarn – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Måske er det bare fordi, at jeg er skilsmissebarn,
og ikke havde lyst til at have to fødselsdage, to juleaftner og to alt muligt.
Måske er det bare fordi, at jeg altid har haft alt for mange nøgler i mit nøglebundt,
og egentligt bare gerne ville have ét klædeskab med mine favoritkjoler.
Måske er det bare fordi, at jeg er skilsmissebarn,
og ikke gider bo i tasker, ikke finder glæder i ugentlige afrejser og er træt af skemaer.

Måske skyldes mit konstante behov for sammenhold på trods,
at jeg ikke har hørt om andet siden pre-teen tiden.
Måske skyldes min evige søgen efter rødder,
at jeg altid kun har fået lov at stå i solen et øjeblik.
Måske skyldes min drøm om én familie indenfor rækkevidde,
at jeg har brug for en overskuelig håndgribelighed indenfor øjenvidde.

Måske bider jeg negle,
måske har jeg sværere ved at elsker,
måske elsker jeg torden,
fordi jeg er skilsmissebarn.
Måske synes jeg, at det er en selvfølge,
at få sin livret hver gang man er på besøg det ene og det andet sted.
Måske synes jeg, at det er normalt,
at orientere mig om, hvor den ene voksen er, når den anden er i nærheden.

Måske er jeg skilsmissebarn på grund af alle de ovenstående grunde.
Måske tænker jeg for meget.
Måske identificerer jeg mig for meget med min barndom.
Måske husker jeg for meget.
Måske burde jeg i virkeligheden
danse på bordene
når det regner,
når det er Fars dag
og Mors dag og alle mulige andre dage,
når jeg har tidligt fri.
Måske er jeg ikke skilsmissebarn,
mere.
Måske er jeg det igen i morgen,
eller næste gang jeg kommer i tanke om det.