Det bløder
fra alle steder, der engang huserede mine skønhedspletter.
For jeg skar dem væk,
udhulede dem
imens jeg hulkede.
Ikke på grund af smerte,
men på grund af alle de minder, de bar med sig.
For jeg husker dengang du talte dem,
hvordan det kildede og hvordan du kyssede.
Men nu bløder jeg bare.
Fra alle steder på min krop,
og jeg føler mig dum,
som jeg sidder indsmurt i min egen blodpøl.
Fordi jeg elsker så meget.
Fordi du ikke kan finde dig selv.
Fordi du skal tænke over, om du er klar til et liv med mig.
Og sikke en lussing, sikke et slag.
Jeg tegner flere skønhedspletter,
så der er mere at bløde fra.
Og du kontakter mig ikke.

Og jeg brækker mig
over folk, der prædiker om,
at der er mange andre fisk i havet.
Og om at man skal op på hesten igen.
Pak jeres rådne dyremetaforer sammen
imens jeg sidder og forbløder
udover hele min sølle kærlighedsillusion.
Og mine fedtede fingre tegner knuste hjerter
i den røde masse,
i takt med lyden fra min rallende hals.

Men hvis jeg nu – udfra mit abstrakte syn
og mit kunstneriske øje,
tegnede en plet på brystet,
og bildte mig selv ind, at den var god nok.
Så kunne jeg grave og grave og skære
lunser af kød,
spolere mit bryst til ukendelighed,
og dermed ikke tænke mere på dig.
Mit hjerte ville stoppe, mine øjne fryse,
og der ville ikke være mere at komme efter.
Og du behøvede ikke overveje
om du overhovedet skulle kontakte mig igen.
For jeg ville ikke være der.
Og du kunne blive fri
og jeg kunne forblive død
og alting ville være lettere.
I stedet for alle de drømme om børn, rejser, køleskab og leve lykkeligt til døden os skiller.
Dem kan jeg tage med mig i graven,
og brøle over dem og dig og over dengang vi var glade,
men lige nu håber jeg, at mit synsbedrag vil hjælpe mig,
som et glitrende fatamorgana,
så det eneste spor efter min hallucination
ville være den knaldrøde farve,
og hjerter tegnet i ubrugeligt donorblod.

 

16888_10151437898499939_1272726209_n