Jeg vågnede op en dag og lignede en der havde grædt
og det havde jeg sikkert også
fordi nætterne er så ufattelig lange og tunge og kolde og fulde af tanker
og rumlen i maven over om jeg nogensinde bliver glad igen
for hvordan måles glæden
når man ligner en vandrotte, en pandabjørn og en gadehund på samme tid
en der har festet og grædt og sunget og tvunget
sig selv til at oppe sig og gribe dagen
og tælle den skide glæde
i mængder af gode kopper kaffe
omgange i karrusellen
både af clementiner
blade på margueritter
repeat-afspilninger af mine yndlingssange
og antal af gange jeg får andre folk til at smile
men ligeså mange gange jeg tæller glæden i de gode tude-afsnit af min favoritserie for tiden
ligeså mange gange springer mit hjerte et slag over
i benægtelse over nogensinde at komme videre
derud hvor jeg kan elske igen
hvine og fnise igen
blive rød i kinderne når jeg ser flotte ben og kysser stedet bag øret igen
ja endda stole på at tungens ord stemmer overens med samvittighedens
når vi står ude foran 7/11 og deler en donut
inden jeg inviterer dig med hjem
så jeg kan forsvinde i dine øjne og blonde hår
og måske endda holde forår i februar
når du fletter en krans af blomsterne fra mine vaser
og jeg begynder at tælle glæden i at trække vejret
og alle de gange jeg griner
og tænker
og får lyst til sex
og håber på at jeg må holde dit hår næste gang du har tømmermænd
og skulle jeg dø ung
fordi jeg måske lider af OCD’ens tælleteknik
så ville jeg trods alt dø en glædesfyldt død.