Vi er ikke stærke – Digt af Mette Honoré

Vi er ikke stærke, når døden kommer.
Ingen er.
Vi er bittesmå, magtesløse fragmenter
i en uendelig collage.
Vi er ikke modige, når døden venter.
Uendeligt misforstået, meningsløst.
Hvilken skaber har vi?
Hvilken overmagt krydser klinger med
det skabte?
Vi er ikke stærke, når lyset forsvinder.
Heldigvis!
Vi forstår ingenting.
Heldigvis!
Vi er bankende organismer,
som bare ved,
at de intet ved.
Tilværelsens ulidelige lethed,
forsvinder,
forbinder,
os igen –
og igen.
Mette Honoré

Livets Åbne Hånd – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg er en splittet sjæl
med hang til rødvin, kaffe
og digte om smerte og frihed
imens jeg prøver
at gemme mig i mørket
For mine følelser er ofte grelle
men røde som en ungpige-
-mund
der søger bekræftigelse
de mest mærkelige steder
Når det bløder
Når det drypper
på den uoverstigelige mur
der er min fremtid
Den jeg ikke kan se
for bar træer
der svajer voldsomt i vinden
der er mine tankespind
en tidlig mandagmorgen

Jeg leder efter noget
jeg ikke ved, hvad er
Noget, der dufter
af Svantes lykkelige dag
og røde tulipaner
Noget, der ligner hjerteformede
skyer og erotiske beskeder
på de duggede spejle
Men jeg vil samtidig ikke
risikere at finde alt
dét, jeg ikke kan få
for fortiden puster mig i øret
som en spøgelseshistorie
jeg bliver ved og ved og
ved med at fortælle mig selv
Som en ridse på en LP
En blist på tungen
Såret, der klør midt om natten
Jeg vil ikke være bange

Jeg vil ikke dø endnu
Jeg kan ikke omslutte mig
af vin og druer
som en anden ægyptisk gud
Men jeg vil bare ikke lide
mere virkelighedsnød
Jeg vil ikke fortsat være
en katastrofe
og
jeg vil ikke være streng
men
Jeg vil have alle landsindsamlingerne i min lomme
Som en slags arveforskud
Som et plaster på såret
Men børnene græder og
bølgerne bruser udover det hele
Tager mine grimme følelser
med sig i døden
når de hæver sig
Som maveskindet over mine ribben
Så æd mig
for fanden
Eller lad mig spise
af livets åbne hånd
imens jeg dypper
mit hår i druernes saft
og venter på
at nogen kommer mig til undsætning
For jeg kan ikke holde ud
at være splittet mere
Jeg vil kysses ud
af min dvaletilstand
Kald mig Snehvide, Tornerose eller bare idiot
Og plant mig så i din have
som en forglemmigej
med mutante træk
og søndagskaffeabstinenser

Jeg vil ikke dø

Tag mig med – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Jeg er fanget
i et bur af mine
egne ribben
Et gammelt hulrum
jeg ikke kan finde
en måde at komme ud af
Så tag mit slidte hjerte og tag
min brugte sjæl
Tag mig ud på den anden
side af poesibøger og rødvinsånde
Tag mig helt derud
hvor du befrier min vejrtrækning
og slår mig itu
Så jeg igen kan dulme bagved
ribben og åndedrag
og det blod, der løber
fra det åbne sår
der er det transplanterede organ
jeg prøver at integrere
i det kaos fagfolk kalder
kroppen
Mit forliste museum
Bysten over alle byster
Mit navn på en guldplatte
Forglemmigejerne
findes ikke her
Jeg transformeres langsomt
til et eksalterende organ uden
et sted at bo

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen

Alt dét min mor ikke har fortalt mig – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Velkommen i de voksnes rækker, siger de
Men hvornår går man rundt og tænker på
pensionsopsparing og afrimning af fryser?
Hvem sørger for at gemme boner og bestille det blå sygesikringskort?
Og hvorfor bør man spare op til en regnvejrsdag
når man bor i Danmark?
Jeg er voksen
i træning
En nybegynder over 20
der bruger alt for mange penge
på kaffe og kjoler
og genbrugsguld jeg ikke har plads til
Jeg lider af højdeskræk
når det drejer sig om
at have fødselsdag og mine dage
med idolplakater er talte
fordi det ikke længere er ok
at få røde kinder
når hende med guitaren siger mit navn
Der er så mange ting
min mor ikke har fortalt mig
når jeg står i lort til armhulerne
fordi jeg igen handlede
før jeg tænkte
og skylder alt for mange penge
på love-kontoen
Jeg er et pragteksemplar
på nytænkning
ude af boksen
med en vis portion selvironi
og tålmodighed der rimer på godmodighed
Jeg er lige til den lukkede
træningslejr
hvor de laver krydser i insektstik
og erobrer illusioner med drømmefangere
En rookie
der gerne vil være med på moden
uden at tabe ansigt eller få rynker
Og så har jeg problemer
med min mor
fordi jeg griner og græder
og samler på sanseindtryk
når jeg burde samle på pantflasker
der vil hjælpe mine chancer for at betale husleje
og mindske selvsamme chancer for at blive kriminel
eller ende på spanden

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

I Try – Digt Af Christine Houston

I try not to think about the bones
sticking out of your skin
How you could not walk
Without my support

I try to think about the ways
you would step on my shadow
So I could run away
of what was our game

I try not to think of how
You looked at me
So deeply confused
or with accusation

I try to think of the happiness
in your eyes
when I came home
to keep you company

I try not to think of the grey
that infested your skin
to settle the statement
of a lesser heartbeat

I try to think of the sun
that made you brown
both out of happiness
of the warmth around us

I try not think of the last words
you said to me
before you lost your mind
I try not to think of the emptiness
you left behind

I try to think of the way
you used to live
before you died