231809_656_700_0_0_0_0

Utætte mennesker
Hvorfra der siver lys og mørke
en skiften mellem flod og tørke
ud og ind gennem åbne sprækker
fra en aldrig helet sjæl

Utætte mennesker
Søger febrilsk i sårbarhed
noget at lappes sammen med
i en kasse med plastre og forbindinger
til at dække de følsomme sår

Utætte mennesker
Rækker ud en ensom hånd
i håbet om at binde det bånd
der knytter ensomheden bort
i hjertes tomme rum

Utætte mennesker
Lever mellem ro og eksplosioner
og bryder tilværelsens illusioner
for at finde den rette hylde at være
blot et menneske i

Utætte mennesker
På menneskelige præmisser
er det menneskelige almisser
at være det menneske som det menneske vi er
og tættes i troen på os selv