Michael Juhl Svendsen – Digtsamleren

Magtens ord – Digt af Janus Christian Hald

Michael Juhl Svendsen — Mon, 26 Jun 2023 14:10:02 +0000

Med ord der kan man vildlede
Og mindske sociale fejder.
Et som holder klasser nede
Er et ord som medarbejder.

Læg mærke til det lille ”med”,
Der virker som præposition.
Det er placeret dette sted
Med den grummeste præcision!

Er man med er man ej imod
Og al modstand forsvinder bort!
Man glemmer alt om hvor man stod
På grund ad ord af denne sort!

Så indse, at ord de har magt,
Hvis du lytter ekstra efter,
Høres det… i alt der bliver sagt!

Reklameskibene – Digt af Janus Christian Hald

Michael Juhl Svendsen — Mon, 19 Jun 2023 14:09:14 +0000

Reklameskibet sank for cirka hundrede år siden,
Men der er blevet bygget flere hundrede med tiden.
De sejler med stadig større og stærkere styrke.
Mens de forsyner de patologier, vi vil dyrke.
Overforbrug i form af Nikes og Pumas gummisko
Lægges til lasten og sælges snart til de reklametro,
Som allerede hujer og hajer ved havnens bassin,
Så man tror, man står med tilbudsstormere i Magasin.

Månen spejler sig forførende i et gadekær,
Så mennesket prøver at fiske den op med sin stok.
Fantastisk ville det være at eje dette skær,
Men det er et spejlbillede, så det kommer aldrig op.

Se bagmanden bag skibets ror har været ret så snu,
For der sælges kun to par sko, som let går itu.
Fra højtalere høres nu i skibets kommende havn,
Det budskab som skal gøre alle den allerstørste gavn:
”Hvem vil dog købe noget fra en normal butik?
Man skal have det unikke, så man selv virker unik!”
Massen, træder, skubber og maser nu hinanden ihjel,
Da alle vil have et af de to par sko for dem selv!

Månen spejler sig forførende i et gadekær,
Så mennesket prøver at fiske den op med sin stok.
Fantastisk ville det være at eje dette skær,
Men det er et spejlbillede, så det kommer aldrig op.

Med skinnede neonskilte og til McDonalds jingle,
Stævner skibet ind med et dæk skabt af en kæmpe Pringle.
På dækket står en mekanisk Kim Larsen og synger for en femmer.
Bag ham ses skønhed og genmanipulerede lemmer.
Fra den drivende drøm går Leonard Cohen i land.
Han giver noget til havnens overlevende mand,
Det er skoene… Men vent! På Cohens – der er en stribe!
Og hermed grunden til at vente…
på reklameskibe!

Månen spejler sig forførende i et gadekær,
Så mennesket prøver at fiske den op med sin stok.
Fantastisk ville det være at eje dette skær,
Men det er et spejlbillede, så det kommer aldrig nær.

Jeg har spist mit armani jakkesæt – digt af Janus Christian Hald

Michael Juhl Svendsen — Mon, 12 Jun 2023 13:58:33 +0000

Med tre jordnødder som garniture
Man kan vel stadig lide luksus.
Jeg kunne håbe min var søn her.
Men jeg solgte ham for nødderne-

-Sødmesødt
jeg fik tre, han er to værd.
Vanvittigt Værdisætning.
Men salgsteknikken sælger.
Lidt gammelmandsgrøde.
Den går glat igennem-

-Man glemmer ikke professionen
Glat tøjet, smil, Smil SMIL!
HAHAHAHAHAHAHAHAHA!
Grin af hans jokes! vis gummerne!
Giv HÅND ——————- Tryk TIL!
-Til taberen tror han har vundet.

Vidunderligt!
Hvad man lærte af læren
Stk. 1. Vær prangende pæn
Stk. 2. Vær godtroende god.
Stk. 3. Vær rivende resolut
-Og salget er slut!

Surt krakket kunne komme
kammeraterne kredsede,
Kradsede og krakelerede
i værdipapirer der blæste på børsen

Gad vide hvad de vrider i dag?
Salg af klima kvoter pr. kiloton?
Banal Bolig spekulation?
Klassisk Credit Defoult swap?
Hvorfor sidder jeg stille?

-Fordi jeg ikke stilles tilfreds!
Stilsiddende stilletænkende
Sætter jeg tanke i næste
PROJEKT!

PROKLAMATION!
Til alle vildredede
Børsspekulanter
Og andre
Kværulanter:
(Brugtvognsforhandlere)
Som søger
fed Fed FED!
Forrentet
Forretning
-Ring i min retning
Gode råd kan i hyre
Hvis i vil gøre verden dyrere!
For hvem ved bedst?
Djævlen selv
Eller vor herre til hest?

Hændernes Helvede – Digt af Janus Christian Hald

Michael Juhl Svendsen — Mon, 05 Jun 2023 13:54:12 +0000

Min farfar lavede det samme hver dag på en fabrik,
opsynsmanden sørgede for at der ikke var tid til slack.
Hele hans arbejdsliv gik med at skrue på et gevind
alt det skrueri satte sig i hans krop og hans sind.

Min farfars hånd skruerede også når han ikke var på job,
det var som om hans hoved ikke kunne sige stop.
Kompensation for hans tics var ikke noget han fik,
han fik kun en plads på anstalten, da det slog klik.
Grunden til at jeg mindes min farfar efter alle disse år,
er fordi at den plads han havde, det er nu der, hvor jeg står.

Nok står jeg ikke på fabrik men derimod på kontor,
det er ikke møtrikker jeg skruer på men sætningers ord.
Det er dog den samme mus jeg holder om hver eneste dag
og snart kan mine fingre heller ikke lette deres tag.

Jeg frygter, at jeg ikke kan komme til at give hånd til min ven
eller komme til at kærtegne min kæreste igen.
Nok har meget ændret sig siden min farfar han var på job,
men vanrøgten af mennesker er endnu ikke bragt til stop.
Jeg råder mine kolleger til snarest at give slip,
inden deres greb kun kan løsnes med et kirugisk klip!

Huset og Facaden – Digt af Janus Christian Hald

Michael Juhl Svendsen — Mon, 29 May 2023 13:51:38 +0000

Huset står placeret midt i gaden,
i det bor der folk fra hele staden.
Øverst sidder Fru Larsen helt alene,
en trist skæbne skulle man vel mene.
Hendes mand døde for år tilbage,
men ingen har hørt Larsen klage.
For nu lever hun i sine minder,
mens verden omkring hende forsvinder.
I huset ænser man ikke Larsen,
man har travlt med børn, job og farsen.
Først når rustvognen kommer forbi,
vil folk komme med et passende skrig!
Man vil sige: ”Gud! Havde huset en kvist?
Var hun der? Det skulle vi have vidst!”

På 2. bor familien Heine,
sønnen har aldrig lært at regne.
I skolen bliver han mobbet hver dag,
fordi han ikke kan 2 gange 3.
Han er blevet familiens skamplet,
så derhjemme har han det ikke let.
Far Ole slår ham når han kommer hjem,
det sker om han har været god eller slem
Ole slår fordi konen hun er gået,
han er utilfreds med det liv han har fået.
Når myndighederne kommer forbi,
vil folk komme med et passende skrig!
Man vil sige: ”Han var da ellers rar…
tænk at han var en forfærdelig far!”

På 1. bor en mand ved navn Knud,
kun om aftenen går denne mand ud.
Han har altid haft det svært med kvinder
med ham er der ingen, der med sig binder.
Knud tager derfor tit på et bordel,
for at føle andre end sig selv.
Men pigerne er kolde og dyre
og Knud får brugt mere end sin hyre.
Knud har ikke råd til denne kærlighed,
derfor kaster han sig fra taget ned.
Først når ambulancen kommer forbi,
vil folk komme med et passende skrig!
Man vil sige: ”Knud var ellers så fin,
enhver pige kunne han få som sin!”

I stuen der bor så parret Andersen,
hvor Loui har Malou der er så køn.
Malou har dog en ven som hun har kær,
i forhold til Loui er han mere værd!
Hver weekend kommer denne bejler over,
hvor han ikke just ligger og sover.
Loui ved dog hvad der er på færde,
for han har venner, der glor og snager.
En weekend kommer han hjem til sin skat
med en knyttet hånd om et baseballbat.
Først når politiet kommer forbi,
vil folk komme med et passende skrig!
Man vil sige: ”De var ellers søde,
men han bør få fængsel fremfor bøde!”

I kælderen bor en drikfældig gut,
ingen kender ham men hans navn er Knuth.
Hver dag sidder han i kælderen og tror,
at han ser spøgelset af sin mor.
Hun hjemsøger ham både dag og nat,
for hun var alt for kærlig imod sin skat.
Hun rørte hvor mødre ej skal røre,
og se det åbnede misbrugets døre.
I kælderen drikker Knuth for sig selv,
indtil han en dag drikker sig ihjel.
Hvis nogle hen til Knuths lig kommer forbi,
så vil de komme med et passende skrig!
Man vil sige: ”Han har ej haft det nemt,
men han ønskede nok at blive glemt!”

Bag huset og dets facader,
fortsætter livet og dets ballader.
Men husk! Man bør altid give rammen for livet,
for en grum skæbne er aldrig givet!

Tiden er til – Gæstedigt af Frank E. Larsen

Michael Juhl Svendsen — Sun, 20 Nov 2016 13:10:31 +0000

tiden er til

tiden er til at deponere sit intellekt i en bankboks
sammen med atomaffaldet
for foden af bjerget
hvor de fra toppen løber de andres maraton mod bunden

tiden er til at sætte sin moral i banken
som banker renten nedunder nul

tiden er til fortiden, til pensionsopsparinger
nu som i fremtiden graves op og overrasker måske
fascinerede kulderystende og tænderskærende cyborger

tiden er til sorte tal på hvid baggrund
og ikke til at tale med hinanden
eller kun i ensomhed fra intercom-installerede kister

tiden er til dem, der kommer først
og dermed til tiden
tids nok til at vinde nok i sig selv og det hele

tiden er til blændende blingbling
byens projektører lyser på mig som lyser tilbage
da min overflade endelig, endelig fejres

tiden er til tolkninger af tegn som de få
tør lade som om de forstår og dømme de andre ud fra
hensynsløse farvetoner i disharmoni
fortolket i tidens tegn

tiden er ikke til virkeligheden
tiden er ikke til forståelse
tiden er til slutninger
ikke til begyndelser

tiden er ikke til din næste eller næste igen
tiden er til dig og dig alene
som velgører verden med kasserede gaver,
udsondringer af skønåndens egennytte

tiden er til enkeltmandsrevolutioner
udfisende orange paddehatteskyer over touperede isser
gjaldende kældermenneskeskrigs ekkoer
udover globaliserede glansbilledealbum
”det er en velkendt sag – at frygt brænder hjerner af”

tiden er til terror
kun ganske små doser er nødvendige
og tiden er mistænksom ligesom naboen
som også holder øje med dig

og ikke mindst er tiden til børnene
som begynder med at skubbe den foran sig som en gåvogn
indtil de til sidst falder tungt ind i den i slowmotion
og forskræmte og forslåede dømmes voksne

som det i et langt nu går op for
at tiden er til

Lys – digt af Michael Juhl Svendsen

Michael Juhl Svendsen — Mon, 10 Oct 2016 19:24:08 +0000

Ørkenen blomstrer
opad evighedshedens hjul
som du smyr rundt om den fugl
der letter fra dine hænder
når du kvæles med decemberlys
frost og blå læber
når vi deler blå kys med blå kærtegn
i en piruet nedad mine drømmes ruchebaner
med udspilet iris der brænder
mens din glød bliver hvid som tung sne
og jeg bliver sneblind

Vi løber og løber
og løber tør for luft
i en metallisk støvregn
over et utopisk metropolis
fuld af sved og rust
men hvor skal vi løbe hen

Som mørt og banket kød
er vi et anker på dyb dyb bund
i et astronomisk ocean som altid udvider sig
med et ekkolod som kompas
Hvem ved hvor vi ender
blot vi ender med et brag

Lad os være mørket der drukner i lys
Lad os være lyset som kvæles af farver

Dyrisk magt – Digt Af Michael Juhl Svendsen

Michael Juhl Svendsen — Tue, 06 Sep 2016 12:15:20 +0000

Luften glitrer med elektriske impulser
mens verden slår smut med månen
og stjernerne falder brændende ned
over vores nøgne kroppe
som sveder og bevæger sig
som slanger fulde af begær
hidsige med bid og tunge
efter hals, kød og skød

Ord ville fylde for meget
kun handlinger taler
Kun kroppenes vibrationer
danner toner for vores sind
aer og kærtegner os i vakumets kaos
hvor vores indre centrifugeres
og vores ydre fortæres

Vi ser ind i hinandens øjne
mens universet presser os fra hinanden
og vi holder fast i al vor dyriske magt
i et tempo der er åndeløst, tidsløst og magtesløst
Der er intet der skal skille os ad

Suger eleksiren ud af hinanden
som junkier i evigt fix
efter den første gang
men intet kan sammenlignes
med frugten fra et barndomsminde
der har haft sin gang

Vi ser ind i hinandens øjne
mens universet presser os fra hinanden
og vi holder fast i vor dyriske magt
for når vi slipper taget
dør vi atter igen

Patroner af ord – Digt af Michael Juhl Svendsen

Michael Juhl Svendsen — Tue, 26 Jan 2016 10:09:23 +0000

Vi er vores eget mærkat
masseproduceret og tidløst selviscenesættende
på sociale mediers gabestok
mens vi inderst inde
aldrig har nok

Vi stirrer ind i de uendelige skyer
svømmer i virtuelle kontinenter
og galoperer på vilde keyboards
med bitz, bots og dots
i hvert et aftryk
uden at føle
et rigtigt
indtryk

Vi har brug for et indryk
af kærlighed til livet
til oplevelsen
momentet og fantasien

Sæt os fri

Lad os ride
på tidens bølge af sansefyldte eksplosioner
fra skød, til bryst, til mund
mellem kys og perler af brændende sved
Lad os føle
hvor drømme de brænder op
og intet er klart
med patroner af ord

For det er kun i os selv
at fjenden bor