Pludselig gemmer vi alt væk

i usagte minder

Som et led i et iscenesat forsvar

bliver vi ved med at vende timeglasset

Vi løber mod retningen

men sandet lokkes ikke med

og når korn vokser sig til ørken

vender vi vores verden rundt igen

I horisonten vokser jord og himmel

sammen horisontalt.

To møller efterligner sig selv i vinden

og spinder sagte videre rundt om hinanden

er lige under dine fødder
du kan træde på den
og tvære den ud under vægten af din krop
Du kan hoppe over den
eller svæve behændigt over den
uden den mindste berøring
men husk
hvis den behandles dårligt
forvandler den sig til en løgn

virkeligheden indtræffer

er lyden af afhængighed

en kærlighed bygget på

et fundament af brændt poesi

lys over verdenshavet

efterfulgt af en ensomhedstro

og døde bogstaver på blankt papir

en koloni af følelser

opvakt af tvivl og mørke

blæser over tagene i byen

de hvide stjerner

dør i solens blege hånd

livet er min eneste fjende

en trappe

der fører til det absolutte ingenting

bygget af usynlige håndværkere

der slet ikke findes

set i et katalog der aldrig

blev omdelt

betalt med penge fra en handel

der aldrig har fundet sted

lavet til en mand

ingen kendte

der aldrig har været

snakket eller skrevet om

– før nu

Et flig

Der grædes få tårer
måske for få
på første række.
Dramaet i akter
og livet som skuespil
mennesker der spiller med
ru tunger
defekte smagsløg.
Smagsdommere i ethvert segment
i døden
i en fremmed

ingen kender et andet menneske
men mange kender et flig
af en masse mennesker

men vi to
kendte aldrig hinanden

end ikke et flig

Akkumulleret savn
ubarmhjertelige kilometer

måske forløsning, måske nysgerrighed
en underlig afstand mellem følelser og forventning
blå himmel virker malplaceret denne dag
sendt afsted imod min uvilje
mit ansigt standser
men de ubarmhjertelige kilometer fortsætter

forbandede forpligtelser

livet går videre
bare stikveje
omfartsveje

spor sætter sig fast
sindet læner sig op af dem
ingen sagde det skulle være svært

ude af øjet

hvordan det føles
ingen leder efter dig
hvad er formålet med det

Så forbandet væk

og så forbandet

ude af øjet

Den værste og den bedste

Nogle gange
står tiden stille
men den tid der står stille
uden dig er den værste

Nogle gange
står tiden stille
men den tid der står stille
sammen med dig er den bedste

Pludselig var vi så uendeligt
lang fra hinanden
at lysår føltes som små omveje.

Men så brugte vi alt tiden på
at huske hvordan tiden pludselig
stod stille da vi sad på langelinie

og talte satellitter på himlen i de
første kølige aprilaftener dengang
foråret ramte os allerførste gang

Det gør ondt at spille et spil hvor alle er tabere
måske har vi forandret hinanden
måske har vi gemt et hvidt flag
måske har kærlighedskarrusellen taget den sidste tur
måske lever vi for at bombe hinanden til vrag på havets bund
nu har vi gjort det igen
nu lukker jeg spillet ned
og bryder samtalen med en stilhed