Jeg vil kke overleve
Jeg vil leve

Så jeg kaster håndklædet i ringen
Overgiver mig
Lader mig frygtløs falde
så lethedens vind kan føre mig hen
hvor luftstrømmen blæser

Og se mig så nu
Se mig flyve
Henover livets trafikerede veje
hvor speederen er i bund
og menneskene går med skyklapper på
ligesom jeg selv gik med skyklapper på
og med hjertet pakket ind i ståluld

Se mig nu
Se mig svæve på himmelen
Vægtløs og let som et stjerneskud
eller dansende på regnbuens farvepalet

Fri af de byrder
der vred sjælen på vrangen
og tyngede mine menneskeskuldre
på slagmarkernes pytter af blod, sved og tårer

Nu flyver jeg på overgivelsens vej
hvor hjertet slipper fri af buret
og sjælen finder sig til rette

Nu flyver jeg med udfoldede vinger
og trækker vejret frit

Når du ved, at selv den lille lampe, der svagt oplyser rummet omkring dig, kun er en nødbelysning.

Når du oplever dig selv siddende med nøgent ansigt og munden på vidt gab i et forgæves forsøg på at forme den bøn, der kan fremkalde din frelse.

Når du mærker mørket krybe klæbende i hver celle af din krop og energien er tyngende tung.

Når du er overbevist om, at mørket du mærker, er dybere end nogensinde før.

Når du erkendende opdager, at det altid har været dybt, men du har bare ikke ville se det. Ikke ville mærke det. Ikke ville vide af det. Mørket, der i årevis skræmte dig så meget, at angsten kom flyvende med sine flugtarme og klædte dig på til kamp imod det.

Nu står du der.
Du står der og kigger ned i det sorte hul. Det dragende mørke af opgivelse, og du ved instinktivt, at angsten ikke kan redde dig, for du er ikke længere bange.

Du ser det og mærker det, og ved ikke om det er godt eller skidt. Du ved kun, at du kan lade dig falde eller ikke lade dig falde, alt imens du danser tango med skyggerne derfra.

Mærk blodet
der strømmer i dine årer
som en brusende flod af liv
Og mærk dit hjertes slag
banke i takt med med bølgerne derfra

Ja, luk dine øjne
Bare et øjeblik
Luk dine øjne
Mærk

Se et øjeblik bort
fra facebook idyl
Se bort fra
hvad andre har og er
der altid nærer din længsel
efter hvad du tror er lykke
eller ikke er lykke
Du kan alligevel aldrig vide
hvad der er sandt
eller ikke er sandt
i hvad dit øje ser
kun i hvad du er
Nu

Så luk dine øjne
Bare et øjeblik
Luk dine øjne
Mærk

Mærk hvad du har
Nu
Mærk hvad du er
Nu
Det er allerede nok
Det er mere end nok

Så
hvad gør dig glad?
hvad gør dig trist?
Det er vejen at følge
eller ikke at følge
Du er allerede fantastisk
her, hvor du er
evig perfekt uperfekt

Du er et skib
og dit skibs kaptajn
Ikke passagerer
på et andet skib

Så luk dine øjne
Bare et øjeblik
Luk dine øjne
og vær

Men på et ubestemmeligt tidspunkt
får dine tanker ændret kurs
hen mod frygtens fangarme
som skaber grå skyer
langs panelerne i din stue
Måske blot en fornemmelse af noget
eller et ord der blev sagt forkert
som giver ekko i mørket
og får glædesboblerne til at forvandles
til angstens kryben i din krop

Tilbage i neutralitetens rum
hersker roens stemme
ihvertfald for en stund
Der hvor alting bare er
måske endda endeløst tomt
eller et velkomment hvilested
for den rytme af følelser
der i evige sekunder bølger gennem din krop
og reflekterer dig ud i verden
som et hav af vibrationer

Mød mig i lyset
Mød mig i mørket
Mød mig i regnbuens palet af nuancer
der pulserer i takt med mit hjertes slag
for hvert af mine åndedrag
der suger livet ind
og ånder livet ud
et sted
mellem drøm og virkelighed

Aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som på de ben
der til tider
usikkert bærer mig.

Som en rutchebane,
farer energier ind og ud
helt op til skyernes himmelrykte guddommelighed
og helt ned til helvedes flammer
for at stoppe brat op på jorden igen

Men alligevel aldrig
har jeg betrådt så smukke stier
som i min egen urskovs bevoksning
af nye opdagelser
gemt bag et viltert krat.

Aldrig har jeg følt
så meget kærlighed
i min have af ukrudt og roser
uforklarligt
og fascinerende
når det er uden for min kontrol

Og dog sker intet uden grund.
Jeg ved det nu.
Erfaringen lærte mig
at intet er tilfældigt.
kontrol kan slippes og tages i hånden
og dirigeres som et symfoniorkester
spillende
på de fintfølende emotioners strenge
som skaber de toner jeg er.

For aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som opdagelsen af at kunne skabe
noderne
til mit eget livs musikstykke: “Simplicitet”
Toner
der vibrerer skingert i min krop
er ikke i harmoni med mig.
Mens de toner
der klinger som frydefulde vibrationer
bliver en node på mit blad.
Dog aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som når jeg modigt overgiver mine strenge
til et andet menneskes hænder
spillende hengivelsens melodi
i den viltre have mellem roser og krat

Jeg er kærlighed
Det er min gave
Det er min forbandelse