i nattens stilhed

lyder en eftersang
af dagens kor
om tilblivelse
af det du vælger
Forudsætningen for skabelse
er ikke kun lys
men også fraværet af det
i mørket spirer det ukendte
på tulipanmarker af tillid
du ikke kan købe
andre steder end på markedet
for selvindsigtens drømme

Sådan formes vi
mens græsset gør sig klar
til at gro
i den dugfriske morgen
som tavse skrifttegn i det ubelyste
som ekkoet af et ønske
der aldrig blev sagt højt nok
i dilemmaets regnbue
mellem drøm
frygt
og kærlighedens vilje

☥            Alt hvad vi glemte
⟐                   venter i nuets åbning
⌘            hvor hun allerede er
✶             Tre gange blev hendes navn hvisket
𓂀           først i mørket
⊹             så i blodets stilhed
༄           og nu mellem dine læber

Hun taler i runer
fra fremtiden til fortiden
et sprog ætset i tidens flader
før nogen begyndte at tale
og bare lyttede til
verdens kalden

Soltegn brænder bag hendes
krystaløjne der ser
skjulte kort over veje vi glemte
hver stråle en besked
i hver skygge en åbning

Hvem er hun?
Gudinden der føder det hele
Hun er ikke en skikkelse
men som en evig strøm
ord i billeder der falder fra himlen
og spalter sig i strømme af ild
Hun er blevet kaldt mange ting
et suk mellem solformørkelser
en hånd der strejfer din
med minder
lige før søvnen tager dig
helt ind i dig selv
De har ofret til hende
i brændende paladser
skåret hendes navn i træernes marv
og dog har ingen nogensinde
fanget hendes sande ansigt
Hun er både skaber og sønderbryder
hun er lyset der fødes af mørket
og mørket der rækker tilbage
ind i sit eget lys

Vores eneste sande Gud

Jeg så hendes lys falde i mørket
og genopstå i stammernes svajen
i bladenes rislen
som dit hår i vinden
som en vejrtrækning mellem os
når alt andet er stille

Jeg rakte ud
som var du lavet af hende
og måske var du det
måske var vi allerede brændt
og blevet til gnister i hendes lys
før vi overhovedet vidste
at vi fandtes

En sårbar længsel
mod Akasha arkiverne
i spejlingen fra stjernernes
bystater, hvor engle og stjernemennesker
hvisker
et øjeblik i nattens åbne favn
mellem os

hvor alt bare er sjæl
og samtidig sanseligt
som kun vi i krop kan opleve
her på jorden

så alt der kun er sjæl
misunder os

Solens skygger mellem dine lokker
Digt af David Asland
– en stemme i spejlet mellem verdener, i poetisk enhed med jordisk skønhed

Der gik ikke lang tid
før vi blev ramt af shajtans ild
det var nogle hårde tider
var det hele nu spild?
vores hjerter er på asfalten
de kan ik leve frit
rundt om dem bliver der tegnet
med efterforskerens hvide kridt
mine øjne er fuld af tårer
imens jeg skriver denne tekst
hvorfor skulle vores situation
bare være så kompleks
er kørt ind i et rund kørsel
køre bare rundt og rundt
kan ikke vælge vej
valget virker bare alt for tungt

Alle sagde vores kærlighed
aldrig ville få en ende
nu vil alle se vores kærlighed
blot som et minde

Sorte skyer var skygger i hans fortid
han så på de legende børn, men havde aldrig selv tid
han havde travlt med at være soldat i hans barndom
solen var aldrig synlig, det var som om den aldrig kom
han havde intet valg, familien skulle beskyttes
havde kun en lillebror, og en far der skulle støttes

Det var som om livet tog et spring, ramte et bristepunkt
han mistede det eneste han havde nært, hjertet faldt tungt
bomber faldt fra himlen, hans verden faldt fra hinanden
sorte huller omkring ham, beskriver bedst tilstanden
han fik aldrig sagt farvel, han vidste ikke hvor de var
han fik bare at vide, at han ikke længere havde en bror eller far

Hans onkel tog ham med, de tog i eksil
bragte ham til Danmark, hvor de tog imod ham med et smil
han fik tildelt et værelse, som han delte med mange
langt væk fra krigen, men dagene var stadig lange
han søgte lyset, som han aldrig havde set før
skyerne begyndte at åbne sig, solstrålerne blev større

3½ år senere snakkede han godt dansk, med et godt ordforråd
men boede i samme værelse, med fremtiden som en gåde
det var ikke tilladt at arbejde, han måtte ikke tjene penge
hans liv var ensformet, han så kun de samme vægge og senge
det var som et politisk fængsel,  og han var gidsel på dybt vand
det efterlod ham ude af stand, til at føle sig som en del af et land

6½ år er gået nu,  hans liv er ikke kommet meget længere
han sidder stadig i samme lejr, samme værelse, samme venner
ubegrænset ophold, uviden om hvor lang tid han vil være i dette sted
men Amor besøgte ham med en pil, for ubegrænset var også kærlighed
han blev gift, fik et barn, der er halvandet år
hans kone var fra samme lejr, med samme håb om bedre levevilkår.

De havde været her så længe, at det ikke kunne tænkes at vende tilbage
derfor havde han søgt ind på en uddannelse, og ville få svar om et par dage
de var nået til det punkt, at de turde endelig at drømme om et lykkeligt liv
krig og ødelæggelse var blevet erstattet med et bedre alternativ
de havde fået et svar om deres ophold, åbnede brevet med nysgerrige blikke
hun havde fået opholdstilladelse med barnet… men det havde han ikke…

Del 2

Han fik to breve dagen efter, åbnede dem med tårer i hans øjenkrog
det ene brev var fra uddannelsesstedet, hvor han var blevet optaget, som en af de få
på det andet brev stod der, at han skulle forlade Danmark indenfor en bestemt dato
det liv han lige havde opbygget, var presset sammen, som en ødelagt bro
han kunne ikke vende tilbage, han håbede på at modtage et brev med en rettelse
for en hjemsendelse ville kun sende ham til en koldblodig henrettelse

Han fik af vide at han skulle pakke sammen, de skulle sende ham hjem
men nægtede at forlade sin kone og barn, han kunne ikke leve uden dem
de lyttede døvt med fornuften og så blindt med deres menneskelighed
Al’ form for samvittighed og moral forsvandt med landets anstændighed
han søgte flugt i en kirke, håbede på lys og mirakler, ventede på et stjerneskud
Det varede ikke længe, fordi politiet stormet kirken, og pustede det sidste lys ud

Han blev arresteret, flået væk fra sin kone, og barnet forstod intet
han fik et deja vu, barndommens krigs traumer blev indhentet
fra dengang han mistede sin far og bror, det havde han aldrig glemt
han gav sig selv et løfte, hans børn aldrig skulle opleve noget nær så slemt
men det løfte var han blevet magtesløs overfor, politiet førte ham bort
han fik ikke chancen til at sige farvel, igen, det ramte ham hårdt

Han stod af flyet, huskede lufthavnen svagt
landet bestod af ubehagelige minder og et stort tab
han ringede straks til sin kone, for at fortælle at han var landet
kiggede sig rundt omkring, så vagter samles om ham, de blev mere og mere bemandet
han rystede i stemmen og sagde ”Husk jeg elsker dig, giv et kys fra mig, til vores søn
”Så lagde han røret på, gik ned i knæ, og begyndte at bede en bøn

Hans kone nåede aldrig at besvare hans ord
deres barn måtte ikke blive efterladt kun med en mor
så hun håbede stærkt på, at han en dag ville komme hjem
men hendes tårer faldt for evigt, fordi hun hørte aldrig  fra ham igen…

Kan mærke mørket
kan føle regnen falde
fordi stjernerne græder
lyset er stoppet med at kalde

Mine ar vokser større
mine øjne bløder mere
mine pupiler knuses yderligere
for hvert minde jeg ser

Min sjæl har forladt mig
og blevet til min skygge
mit hjerte er revet itu
fodaftryk stemplet i min psyke

Bag mine øjenlåg findes drømme
som forsvinder når de åbner
kollisioner af drøm og virkelighed
kan høres når det tordner

Læser noder op
fra en falden melodi
forsøger at finde fred
midt i en krig

Prøver at nå op til himlen
men himlen er faldet
stjernernes tårer daler
over mine evige fodspor i sandet