Tiden er gået
for længst
og flasken
er stort set tømt
for ædle druer og
den bittersøde fornemmelse
af mandagsensomhed
Og jeg drømmer mig væk
til cikadesang og lyse nætter
imens jeg sætter fokus
på at runde alle mine tanker
inden jeg går i seng
Inden jeg giver op
(skulle det komme så vidt)

Jeg synker den sidste dråbe og
ønsker mig flere dage
hvor det er okay
ikke at være okay
Dage
hvor vi bruger tid på
alle de følelser
der bor under huden
Dage
hvor vi griner af os selv
fordi vi er så impulsstyret
at vi ikke engang selv
kan følge med

Jeg vil ha’
flere dage med pandekager til morgenmad
og dage med stråhatte og bare fødder
Jeg vil ha’ dage
hvor jeg kan græde ned i kaffen
imens jeg bliver aet på ryggen
og utallige ’så, så, skat’ blødgør mine øregange
og mit hjerte
Jeg vil ha’ dage
hvor tiden ikke er relevant
for vores færden
eller vores mål
Hvor vores drømme er det mindste
der bliver opfyldt
Dage, hvor solen rammer
lige dér
hvor vi går
også selvom vi går i skyggen
med vores hænder omkring
vores sprungne uskyld

Jeg vil opleve dage
hvor du bygger mig et hus
helt fra bunden
som din mor laver sovs
helt fra bunden
Jeg vil opleve
dage med alle dine smil
svøbt omkring solstråler og blid rosé
Jeg vil ha’ dage
hvor vi mæsker os
i andres lykke
fordi vi også selv er lykkelige
Dage
hvor alle er det bedste, de har lært
Hvor tsunamier blot føles
som vandpytter i oprør
der let skærmes
ved hjælp af vores gode humør
og den tagrende, du har bygget

Jeg vil ha’ dage
der eksploderer
som pebermyntebomber på min tunge
Dage, hvor den eneste frygt
er frygten for fugleklatter
på de nypudsede ruder
Dage
hvor vi aldrig løber tør
for vin eller jordbærslik
Hvor vi altid har råd
til at være kulturelle
eller bestille en afbudsrejse
fordi vi bare må væk fra larmen
der er den hverdag
vi ellers er så glade for
normalt
Men vi er ikke altid normale
Jeg er i hvert fald ikke!

Og nu er der tomt på bunden
som jeg ser ned i flasken
der dufter af utopi og
store drømme
der gør sig bedst fortjent
til en side i en ungpigedagbog
hvor jeg også kunne skrive dit navn
tusinde gange ved siden af mit
og håbe på skæbnens kraft
Jeg kunne også bare gøre noget
Noget rigtigt, noget handlekraftigt
Jeg kunne stille mig ved byskiltet
og vente på, at du kører forbi
Jeg kunne sætte alt overstyr
og satse på medvind og forårsfebervildelse
Jeg kunne skrive dig digte
om alt dét, du kan li’
og krydse fingre for
at du ikke føler dig nødsaget til at flygte
Jeg kunne også bare starte
med at hilse på dig…

Og flaskens skår er nærmest smukke
som de ligger dér
på gulvet og glimter
øredøvende
som mine drømme
om bedre dage
og mere tid
Tid til at gøre noget
Noget rigtigt