Jeg har skrevet til dig
Fældet tårer for dig
Selv endda forsvaret dig
når du mindst fortjente det
Mine øjne slår gnister
når du siger mit navn
Mine næver knyttes
når det ikke er mig du kysser
Jeg falder forgæves på knæ
hver eneste gang det går galt
og råber mod himlen
at jeg er ligeså tom som dén virker
Kaster mig selv mod klippevægge
mens bølgerne maser sig ned i mine lunger
og jeg mister pusten
Falder ned på bunden
og dit navn flyver lydløst ud
Former sig i bobler
Siver mod overfladen
og efterlader mig på bunden
som altid

Jeg har tigget dig
om at blive stående
når jeg farer mod dig
Om at sige ”okay”
og lade os forsøge
Men der er intet menneskeligt
i det imellem os
Der er intet jeg kan smile af
eller nikke genkendende til
For at kysse dig på munden
er som at lægge sig ned
i en sø af salpetersyre
Jeg har revet mig selv i ansigtet
hver gang du gjorde mig vred
for derefter at lade make-uppen løbe
ned af mine brændende kinder
der efterfølgende giver hovedpine
den næste lede uge

Jeg har erklæret dig
som værende min muse
Den eneste i hele verden
der holder mig skrivende
Det eneste mystiske væsen
der holder min puls kørende
Alligevel vælger du
at være et andet sted
end hos mig

[fblike]
http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2012/10/declaration.html