Som jeg dratter om i min mørkeblå verden
med vejen på vrangen
og skulderen på skrå
Så går jeg
som et skelet
med hånden slæbende
mod byen
i mine fulde sko
hvor jeg satte farten op
for alt vi var
og elskede

Her mindes jeg
vægtløshedens beskidte løgne
og spytter på gruset
i mine hænder
så sårene kan bjerges
med noget af fylde
der har lidt mere vægt
end vores ærlighed
og knytnæverne
om hjertet

Og der er ingen ende
igen i nat
og vores feudale forhold
formindsker fremmedheden
i evigheden
og lover os det hele
Men vi bliver sat i cirkler
og der kan vi vandre
og vandre
mod kærligheden
der skulle ligge ved enden
og varme sig selv op
så den ikke gør så ondt
at komme i gang med
Og der er vi bare
for det er fint nok

Og min hånd er slæbt videre
uden forbehold
for fangsten
der triller med
Intet blik på betydningen
af vores genfundne
fremmedhad
til hinanden

ceciliesund.dk