Det hyler i konkylierne
når jeg står på stranden,
når det endnu en gang slår mig
og himlen derfor pludselig bliver dyster
imens havet viser tænder,
og så må jeg græde,
selvom jeg ikke vil græde
og spilde tårer
eller efterlade spor
på såret stolthed og svigtet barndom.

Det hyler fra mågerne
når jeg skriver dit navn i sandet,
og stille ser det forsvinde
ligesom du selv har gjort så mange gange før.
Og jeg græder ikke,
men sparker bølger op til mine ører
så jeg husker hvorfor jeg ikke ville mere,
så jeg mærker hvorfor du stadigvæk føles så uhyggeligt langt væk
og tæt på,
når tiderne mødes og krydses
og solen har lagt sig
for ikke at se mine nederlag,
når jeg endnu engang banker mig selv med din hammer.

Det hyler i solnedgangen
og det river i mine kinder
når jeg ikke længere er gal,
fordi du jo bare er sølle og ussel og går glip af alle mine smil og bedrifter,
ja selv mine dumheder og fejltagelser,
men det må du også selv om,
og det må jeg bare trække på skulderen af,
fordi du ikke ved bedre
selvom du er ældre end mig og burde kende til ansvar og forpligtigelser
og kærlighed i alle nuancer.
Men du er her slet ikke
og har du nogensinde været det?
Og mine kinder føles bløde
fordi det faktisk bare er synd for dig,
at du ikke er større.

Det hyler i mit hjerte
når det igen bliver aktuelt
at dele noget med nogen, der burde vise interesse.
Når det endnu engang kommer på tale,
at det er naturligt at ville høre din mening,
fordi jeg jo stadigvæk er yngre end dig og med dit blod,
fordi du trods alt har skabt min ydre skal,
og derude er jeg sej
når vinden hiver i min jakke
og vinteren truer mine juli-brune arme,
men hvad så når det bliver relevant at kigge indad?
Jeg er blød og rød og følsom og analyserende,
en kende dramatisk og nok også mistænksom
når det kommer til tillid,
og det er der, du gemmer dig.
Midt i rodet.
Midt imellem hjertesorg og lykkerus,
nervøse træk og dårlige nerver.
Du ligger der,
som en trold i en æske,
og jeg hader når du springer op.
Hvis du så bare gjorde det for alvor
og jeg kunne tage fat om din nakke
og navigere dine øjne til mit bryst
og måske dér,
lige dér,
vil det så gå op for dig,
at selvom jeg afskrev dig
havde du lang tid i forvejen afskrevet mig,
og det derfor nu altid runger
når det hyler i mit hjerte.