Istedgade – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Det ligner verdens længste cementallé,
en vej uden ende,
en udvej, du ikke kender udgangen på.
Istedgade hyler i stilheden.
Og overalt
ser du flokke af mennesker,
mængder af stereotyper,
horde af folk, der fryser
uanset hvor meget tøj de har på.
Tror du.
I det fjerne hører du
sirenernes kalden, de fortabte sjæles kampråb.
Tror du.
Og nu fryser du pludselig.
Vesterbro ryster din grundvold.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.

2 Comments

Add yours →

  1. Jeg lod mig inspirere af dit digt til denne lille film https://www.youtube.com/watch?v=pkJjAaQy3fo

Skriv din kommentar her:

© 2024 Digtsamleren

Theme by Anders NorénUp ↑

%d bloggers like this:
Visit Us On Facebook