I virkeligheden er jeg nok bare misforstået
Jeg lader min egoisme skylle ud over mennesker jeg holder af
fordi jeg har brug for at lufte mit sind
for alle de tanker om krig, forventninger, skole, samfund, hverdag og ansvar
jeg ikke har lyst til at tage
Jeg siger det skræmmer livet af mig
at skulle gøre alle disse ting
I siger jeg er doven
fordi jeg ikke bare gør det

Så jeg er den kvinde man skal holde sig fra
Jeg suger al liv ud af jeres ignorante sind
fordi jeg snakker om, at jeg ikke kan finde et sted at høre til
at jeg ikke passer ind i den her verden
fordi jeg ikke vil ud af min hoveddør
og samtidig vil tages seriøst
Det hænger ikke sammen
Jeg er en fiasko
fordi jeg ikke kan finde noget der interesserer mig nok
til at jeg vil bruge 5 år på at forsøge at skrive noget om det
der kan please en eller anden nar jeg ikke kender
og få en tommel op eller det 12 tal
jeg altid har troet betød noget

Og så kalder i mig doven
fordi jeg tænker
at hvis jeg virkelig gør det
Bruger fem år på at studere dansk eller pædagogik eller filosofi
og så bliver kørt ned eller slået ihjel
af en som heller ikke kunne finde en kasse at passe i
så har jeg spildt min tid på at gøre en masse mennesker tilfredse
jeg ikke har noget forhold til
og så siger i, at det jo er smukt at lære
i har ret
men der er forskel på at lære og studere
Jeg kan ikke rumme det

Og fordi jeg ikke kan rumme det
larmen fra byen, at vågne op og gå på arbejde
at være dygtig og positiv og ansvarsbevidst
så må der være noget galt med mig
Måske har jeg stress
det er nok bare det
Eller måske har jeg bipolar lidelse
det ville passe så perfekt
på mit svingende sind og min manglende evne
til at kunne finde til rette i dette latterligt tragiske samfund
Og det ville passe alle så godt
hvis jeg bare blev godt og grundigt diagnosticeret
af en der har uddannet sig til at vurdere mine tanker
som korrekt/ukorrekt opførsel
korrekt/ukorrekt menneske

Måske er jeg bare selvskadende
fordi jeg slår mig selv i hovedet, når jeg dummer mig
fordi jeg bliver ved at opsøge dem, der knuser mit hjerte
fordi jeg, i hvert fald én gang dagligt, har lyst til at banke mit hoved ind i væggen
Men jeg er vel normal
når jeg alligevel ikke gør det
Jeg er et helt almindeligt menneske
der stadigvæk står op og tager på arbejde
fordi jeg får dårlig samvittighed
overfor dem jeg arbejder sammen med
overfor ham jeg elsker
overfor en hel masse større end mig selv
som jeg skal tænke på
for jeg kan ikke være selvoptaget
i et samfund der skal holdes sammen
Men hvorfor skal jeg støtte et samfund
jeg ikke bryder mig om?

Hvordan kan jeg tage del i al det lort der foregår
i denne groteske verden
hvor en dollar i lommen
er mere værd end en sort kvindes liv
eller en homoseksuels lykke
Hvordan kan jeg støtte op om dyremishandling
korruption, nyslaveri, løgne og forskelsbehandling
der ikke giver mening
for vi er alle fucking mennesker

Hvordan kan jeg bare smile og sige ja tak
ti at betale så meget af min skat
til et land hvor spørgsmålet om
om homoseksuelle må blive gift
stadigvæk skal stilles
Hvor der er elever der bliver glemt i mængden
fordi skolerne ikke har råd
til at kunne give lærerne mere overskud
Hvor ventelister slår folk ihjel
fordi canceren æder hurtigere end en sulten hund

Hvordan kan jeg glemme det hele
og ryste på hovedet, når en hjemløs spørger om jeg har en mønt
fordi jeg aldrig har småpenge
Jeg hader penge
fordi jeg er afhængig af dem
i en sådan grad at jeg ikke bare kan flytte
når jeg føler mig fanget i byen
at jeg ikke bare kan skride min vej
når al det velkendte bliver for meget for mig
Hvordan kan jeg glemme det hele
når det konstant roder rundt i mig
og får mig til at ticce
for når jeg taler om det
får jeg at vide, at jeg er negativ
og doven