Jeg kan høre jeg trækker vejret
men jeg føler ingen afslapning
Luften i mine lunger
er gammel og muggen
Sort som en frustreret digter
mens den knurrer som en kælen kat
og dagene forsvinder

Jeg renser mine sår
med blokbogstaverne fra bogen
Dine passionerede udråb
dit naive blinde kærlighedshåb
De ætser dem bare mere
og jeg har intet rent papir
at fjerne den gule væske med

Vi kunne forlade hinanden
i et vægtløst åndedræt
og dele alt lige over
som et sandt ægteskabs scenarie
Eller blive ved at skrive tekster
om min vrede og dine kys
og gøre alle til en del af os

Det er jo det vi er her for
det vi er skabt til baby
så kom nu her
så vi kan stirre os blinde i solen
og abstrahere fra maskinerne
og alle de andre københavnerlyde
der skubber ruderne ned

Vi må fryse
endnu en vinter
mens vi skriver løs på vores papir
og elsker i de støvede lagener
når gardinerne er smidt til vask
og alle kan se på
fra deres to-værelses lejligheder
på den anden side

Her er der ingen der kommer
for nøglerne er for længst smeltet
og skyerne har ligget længe
hen over vores tag
Her er der ingen der kommer
for oktobers sol står lavt
og når du græder står den
så lavt at ingen kan se
vores hoveddør

blog

Men det stopper der
og jeg tror nu nok
det ikke vil starte igen
så jeg tænker ikke på dig
jeg forbrænder og fortrænger
men får så tankerne tilbage
Husker på hende
og hendes
”ja” til dig

Jeg så dig vende mig ryggen
flytte ud i det blå
tage din sølvring på
og banke mig i panden med den
Mærkede dig spidde mit bryst og sulte mig
tage hjem og glemme mig
som om jeg
bare var endnu
en tankestreg

Jeg mærker en genkendelighed
i stanken af min
dårlige samvittighed
Hvorfor har jeg en svaghed
for din urimelighed?