Begynd

Med dine træer der dufter af ildebrand
og jeg slukker dem
med mine angstanfald
falder
ind i dem og drukner dem
i de tårer der kommer
når jeg skriger
ind i væggen og slår
mig selv i hovedet
fordi jeg ikke tror på
du kan holde mig ud

Begynd

Med de torne
der skal skære dybe tårekanaler i mine kinder
så min make-up kan stoppe med at løbe
andre steder end ned
ned
ned
på gulvet
og blive blandet med skidt og møg
og kattehår

Begynd

At trampe tonerne fra mine skrig
ned i gulvet
når jeg hulker sms-tisk igen
fordi jeg hulker bedst på skrift
fordi
der kan du ikke høre
at jeg ikke kan trække vejret
og mine ord kan sige
hvad de vil sige
og måske netop nok til
at du vil forstå eller
bede mig gå

Begynd

Med de mareridt jeg havde i starten
som du slog i stykker
med din kærlighed
så jeg kunne sove
uden at vågne i sved og frygt
og det var rart
at være menneske op ad din ryg
i mørket
for jeg kunne endelig
fungere uden at falde sammen
men nu er det som om
at det ikke er nok
at du holder om mig om natten

Begynd

Med et digt
der kan sige mere end tusind angstanfald
og begynd med det jeg ikke kan sige
og hjælp
mig med at forstå
det kun er fordi jeg er syg
det er kun fordi jeg er syg
kun
fordi
jeg er syg
at jeg er så bange
for at du helst vil være fri

Begynd
med det her
og bær mig så ud af ildebranden

Når tårer falder for evigt – Digt af Özcan Ajrulovski

Özcan Ajrulovski — Thu, 09 Oct 2014 15:10:42 +0000

Del 1

Sorte skyer var skygger i hans fortid
han så på de legende børn, men havde aldrig selv tid
han havde travlt med at være soldat i hans barndom
solen var aldrig synlig, det var som om den aldrig kom
han havde intet valg, familien skulle beskyttes
havde kun en lillebror, og en far der skulle støttes

Det var som om livet tog et spring, ramte et bristepunkt
han mistede det eneste han havde nært, hjertet faldt tungt
bomber faldt fra himlen, hans verden faldt fra hinanden
sorte huller omkring ham, beskriver bedst tilstanden
han fik aldrig sagt farvel, han vidste ikke hvor de var
han fik bare at vide, at han ikke længere havde en bror eller far

Hans onkel tog ham med, de tog i eksil
bragte ham til Danmark, hvor de tog imod ham med et smil
han fik tildelt et værelse, som han delte med mange
langt væk fra krigen, men dagene var stadig lange
han søgte lyset, som han aldrig havde set før
skyerne begyndte at åbne sig, solstrålerne blev større

3½ år senere snakkede han godt dansk, med et godt ordforråd
men boede i samme værelse, med fremtiden som en gåde
det var ikke tilladt at arbejde, han måtte ikke tjene penge
hans liv var ensformet, han så kun de samme vægge og senge
det var som et politisk fængsel, og han var gidsel på dybt vand
det efterlod ham ude af stand, til at føle sig som en del af et land

6½ år er gået nu, hans liv er ikke kommet meget længere
han sidder stadig i samme lejr, samme værelse, samme venner
ubegrænset ophold, uviden om hvor lang tid han vil være i dette sted
men Amor besøgte ham med en pil, for ubegrænset var også kærlighed
han blev gift, fik et barn, der er halvandet år
hans kone var fra samme lejr, med samme håb om bedre levevilkår.

De havde været her så længe, at det ikke kunne tænkes at vende tilbage
derfor havde han søgt ind på en uddannelse, og ville få svar om et par dage
de var nået til det punkt, at de turde endelig at drømme om et lykkeligt liv
krig og ødelæggelse var blevet erstattet med et bedre alternativ
de havde fået et svar om deres ophold, åbnede brevet med nysgerrige blikke
hun havde fået opholdstilladelse med barnet… men det havde han ikke…

Del 2

Han fik to breve dagen efter, åbnede dem med tårer i hans øjenkrog
det ene brev var fra uddannelsesstedet, hvor han var blevet optaget, som en af de få
på det andet brev stod der, at han skulle forlade Danmark indenfor en bestemt dato
det liv han lige havde opbygget, var presset sammen, som en ødelagt bro
han kunne ikke vende tilbage, han håbede på at modtage et brev med en rettelse
for en hjemsendelse ville kun sende ham til en koldblodig henrettelse

Han fik af vide at han skulle pakke sammen, de skulle sende ham hjem
men nægtede at forlade sin kone og barn, han kunne ikke leve uden dem
de lyttede døvt med fornuften og så blindt med deres menneskelighed
Al’ form for samvittighed og moral forsvandt med landets anstændighed
han søgte flugt i en kirke, håbede på lys og mirakler, ventede på et stjerneskud
Det varede ikke længe, fordi politiet stormet kirken, og pustede det sidste lys ud

Han blev arresteret, flået væk fra sin kone, og barnet forstod intet
han fik et deja vu, barndommens krigs traumer blev indhentet
fra dengang han mistede sin far og bror, det havde han aldrig glemt
han gav sig selv et løfte, hans børn aldrig skulle opleve noget nær så slemt
men det løfte var han blevet magtesløs overfor, politiet førte ham bort
han fik ikke chancen til at sige farvel, igen, det ramte ham hårdt

Han stod af flyet, huskede lufthavnen svagt
landet bestod af ubehagelige minder og et stort tab
han ringede straks til sin kone, for at fortælle at han var landet
kiggede sig rundt omkring, så vagter samles om ham, de blev mere og mere bemandet
han rystede i stemmen og sagde ”Husk jeg elsker dig, giv et kys fra mig, til vores søn
”Så lagde han røret på, gik ned i knæ, og begyndte at bede en bøn

Hans kone nåede aldrig at besvare hans ord
deres barn måtte ikke blive efterladt kun med en mor
så hun håbede stærkt på, at han en dag ville komme hjem
men hendes tårer faldt for evigt, fordi hun hørte aldrig fra ham igen…

angst – Digtsamleren

Rytmer af følelser – Digt af Kristina Munch

Angst – digt af Kristina Munch

Begynd – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Når tårer falder for evigt – Digt af Özcan Ajrulovski