Det hyler fra mågerne
når jeg skriver dit navn i sandet,
og stille ser det forsvinde
ligesom du selv har gjort så mange gange før.
Og jeg græder ikke,
men sparker bølger op til mine ører
så jeg husker hvorfor jeg ikke ville mere,
så jeg mærker hvorfor du stadigvæk føles så uhyggeligt langt væk
og tæt på,
når tiderne mødes og krydses
og solen har lagt sig
for ikke at se mine nederlag,
når jeg endnu engang banker mig selv med din hammer.

Det hyler i solnedgangen
og det river i mine kinder
når jeg ikke længere er gal,
fordi du jo bare er sølle og ussel og går glip af alle mine smil og bedrifter,
ja selv mine dumheder og fejltagelser,
men det må du også selv om,
og det må jeg bare trække på skulderen af,
fordi du ikke ved bedre
selvom du er ældre end mig og burde kende til ansvar og forpligtigelser
og kærlighed i alle nuancer.
Men du er her slet ikke
og har du nogensinde været det?
Og mine kinder føles bløde
fordi det faktisk bare er synd for dig,
at du ikke er større.

Det hyler i mit hjerte
når det igen bliver aktuelt
at dele noget med nogen, der burde vise interesse.
Når det endnu engang kommer på tale,
at det er naturligt at ville høre din mening,
fordi jeg jo stadigvæk er yngre end dig og med dit blod,
fordi du trods alt har skabt min ydre skal,
og derude er jeg sej
når vinden hiver i min jakke
og vinteren truer mine juli-brune arme,
men hvad så når det bliver relevant at kigge indad?
Jeg er blød og rød og følsom og analyserende,
en kende dramatisk og nok også mistænksom
når det kommer til tillid,
og det er der, du gemmer dig.
Midt i rodet.
Midt imellem hjertesorg og lykkerus,
nervøse træk og dårlige nerver.
Du ligger der,
som en trold i en æske,
og jeg hader når du springer op.
Hvis du så bare gjorde det for alvor
og jeg kunne tage fat om din nakke
og navigere dine øjne til mit bryst
og måske dér,
lige dér,
vil det så gå op for dig,
at selvom jeg afskrev dig
havde du lang tid i forvejen afskrevet mig,
og det derfor nu altid runger
når det hyler i mit hjerte.

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.

Og jeg brækker mig
over folk, der prædiker om,
at der er mange andre fisk i havet.
Og om at man skal op på hesten igen.
Pak jeres rådne dyremetaforer sammen
imens jeg sidder og forbløder
udover hele min sølle kærlighedsillusion.
Og mine fedtede fingre tegner knuste hjerter
i den røde masse,
i takt med lyden fra min rallende hals.

Men hvis jeg nu – udfra mit abstrakte syn
og mit kunstneriske øje,
tegnede en plet på brystet,
og bildte mig selv ind, at den var god nok.
Så kunne jeg grave og grave og skære
lunser af kød,
spolere mit bryst til ukendelighed,
og dermed ikke tænke mere på dig.
Mit hjerte ville stoppe, mine øjne fryse,
og der ville ikke være mere at komme efter.
Og du behøvede ikke overveje
om du overhovedet skulle kontakte mig igen.
For jeg ville ikke være der.
Og du kunne blive fri
og jeg kunne forblive død
og alting ville være lettere.
I stedet for alle de drømme om børn, rejser, køleskab og leve lykkeligt til døden os skiller.
Dem kan jeg tage med mig i graven,
og brøle over dem og dig og over dengang vi var glade,
men lige nu håber jeg, at mit synsbedrag vil hjælpe mig,
som et glitrende fatamorgana,
så det eneste spor efter min hallucination
ville være den knaldrøde farve,
og hjerter tegnet i ubrugeligt donorblod.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.