kun sådan kan jeg bide over hele dit væsen
lade dig rumle i min mave
når du er fordøjet, kan jeg smile fornøjet
og huske, hvordan det gik, da jeg vandrede i din midte.

Du havde små kringlede veje
hvor jeg kunne brænde op
løbe i flammer mod en afvej
hvor jeg igen kunne rejse mig
lade det hele gentage sig bare for opmærksomhed.

Du havde et fast ansigt, jeg kunne udforske
falde over, falde i, somme tider forbi.
Alle dine små skønhedsfejl og sorte huller
blev pludselig så ligegyldige da du fik ring i næsen –
der fangede du mig næsten.

Du efterlod altid små stjerner i støvet efter dig;
dit bølgende hår skiftede farve, blev glat, korte og længere, så bølget igen – tiderne, der skiftede i dit sind.
Pludselig blev jeg desperat efter at træde ind.

Jeg fornemmer stadig havet omkring dig
lyden af livets bølger mod dine fødder
alt imens jeg skulle kæmpe for at holde mig oven vande,
klamrede mig fast til dine rødder
for ikke at glide mod mørkere tider.
Her begyndte min forelskelse uden videre.

Du trådte fri af solen
netop som den slukkedes i sin grav
her begyndte jeg for alvor at elske dig
med et skjult smil.

Lod mig falde frit bagover
brød havets overflade uden en lyd

lod mig falde mod bunden
her fandt jeg solen, sunken
vi lagde os til at drukne sammen

lod mit sidste åndedrag bryde verdens linjer
lod tiden vinde uden gnidninger
mit hjerte pumpede for fulde vridninger

og pludselig så jeg dig igen.

Fortræffelig, forfærdelig, færdig i mine tanker, der desværre vandrer. Frygter, flygter, falder, sætter ild til mig selv i mørket.

Jeg genopstår fordi dine krøllede fingre

tager om min sjæl
du hiver mig fri af dødens skygger
fordi du vil
du bærer mig gennem havet og efterlader mig alene på land.

Jeg vil altid elske dig på afstand
fordi jeg ikke kan nå dig
man kan ikke bide over sine drømme
men man kan vågne fra dem igen –
tilbage i virkeligheden kan jeg pege ud mod verden
og håbe
at bare én peger igen.