Sorte skyer var skygger i hans fortid
han så på de legende børn, men havde aldrig selv tid
han havde travlt med at være soldat i hans barndom
solen var aldrig synlig, det var som om den aldrig kom
han havde intet valg, familien skulle beskyttes
havde kun en lillebror, og en far der skulle støttes

Det var som om livet tog et spring, ramte et bristepunkt
han mistede det eneste han havde nært, hjertet faldt tungt
bomber faldt fra himlen, hans verden faldt fra hinanden
sorte huller omkring ham, beskriver bedst tilstanden
han fik aldrig sagt farvel, han vidste ikke hvor de var
han fik bare at vide, at han ikke længere havde en bror eller far

Hans onkel tog ham med, de tog i eksil
bragte ham til Danmark, hvor de tog imod ham med et smil
han fik tildelt et værelse, som han delte med mange
langt væk fra krigen, men dagene var stadig lange
han søgte lyset, som han aldrig havde set før
skyerne begyndte at åbne sig, solstrålerne blev større

3½ år senere snakkede han godt dansk, med et godt ordforråd
men boede i samme værelse, med fremtiden som en gåde
det var ikke tilladt at arbejde, han måtte ikke tjene penge
hans liv var ensformet, han så kun de samme vægge og senge
det var som et politisk fængsel,  og han var gidsel på dybt vand
det efterlod ham ude af stand, til at føle sig som en del af et land

6½ år er gået nu,  hans liv er ikke kommet meget længere
han sidder stadig i samme lejr, samme værelse, samme venner
ubegrænset ophold, uviden om hvor lang tid han vil være i dette sted
men Amor besøgte ham med en pil, for ubegrænset var også kærlighed
han blev gift, fik et barn, der er halvandet år
hans kone var fra samme lejr, med samme håb om bedre levevilkår.

De havde været her så længe, at det ikke kunne tænkes at vende tilbage
derfor havde han søgt ind på en uddannelse, og ville få svar om et par dage
de var nået til det punkt, at de turde endelig at drømme om et lykkeligt liv
krig og ødelæggelse var blevet erstattet med et bedre alternativ
de havde fået et svar om deres ophold, åbnede brevet med nysgerrige blikke
hun havde fået opholdstilladelse med barnet… men det havde han ikke…

Del 2

Han fik to breve dagen efter, åbnede dem med tårer i hans øjenkrog
det ene brev var fra uddannelsesstedet, hvor han var blevet optaget, som en af de få
på det andet brev stod der, at han skulle forlade Danmark indenfor en bestemt dato
det liv han lige havde opbygget, var presset sammen, som en ødelagt bro
han kunne ikke vende tilbage, han håbede på at modtage et brev med en rettelse
for en hjemsendelse ville kun sende ham til en koldblodig henrettelse

Han fik af vide at han skulle pakke sammen, de skulle sende ham hjem
men nægtede at forlade sin kone og barn, han kunne ikke leve uden dem
de lyttede døvt med fornuften og så blindt med deres menneskelighed
Al’ form for samvittighed og moral forsvandt med landets anstændighed
han søgte flugt i en kirke, håbede på lys og mirakler, ventede på et stjerneskud
Det varede ikke længe, fordi politiet stormet kirken, og pustede det sidste lys ud

Han blev arresteret, flået væk fra sin kone, og barnet forstod intet
han fik et deja vu, barndommens krigs traumer blev indhentet
fra dengang han mistede sin far og bror, det havde han aldrig glemt
han gav sig selv et løfte, hans børn aldrig skulle opleve noget nær så slemt
men det løfte var han blevet magtesløs overfor, politiet førte ham bort
han fik ikke chancen til at sige farvel, igen, det ramte ham hårdt

Han stod af flyet, huskede lufthavnen svagt
landet bestod af ubehagelige minder og et stort tab
han ringede straks til sin kone, for at fortælle at han var landet
kiggede sig rundt omkring, så vagter samles om ham, de blev mere og mere bemandet
han rystede i stemmen og sagde ”Husk jeg elsker dig, giv et kys fra mig, til vores søn
”Så lagde han røret på, gik ned i knæ, og begyndte at bede en bøn

Hans kone nåede aldrig at besvare hans ord
deres barn måtte ikke blive efterladt kun med en mor
så hun håbede stærkt på, at han en dag ville komme hjem
men hendes tårer faldt for evigt, fordi hun hørte aldrig  fra ham igen…

Måske skyldes mit konstante behov for sammenhold på trods,
at jeg ikke har hørt om andet siden pre-teen tiden.
Måske skyldes min evige søgen efter rødder,
at jeg altid kun har fået lov at stå i solen et øjeblik.
Måske skyldes min drøm om én familie indenfor rækkevidde,
at jeg har brug for en overskuelig håndgribelighed indenfor øjenvidde.

Måske bider jeg negle,
måske har jeg sværere ved at elsker,
måske elsker jeg torden,
fordi jeg er skilsmissebarn.
Måske synes jeg, at det er en selvfølge,
at få sin livret hver gang man er på besøg det ene og det andet sted.
Måske synes jeg, at det er normalt,
at orientere mig om, hvor den ene voksen er, når den anden er i nærheden.

Måske er jeg skilsmissebarn på grund af alle de ovenstående grunde.
Måske tænker jeg for meget.
Måske identificerer jeg mig for meget med min barndom.
Måske husker jeg for meget.
Måske burde jeg i virkeligheden
danse på bordene
når det regner,
når det er Fars dag
og Mors dag og alle mulige andre dage,
når jeg har tidligt fri.
Måske er jeg ikke skilsmissebarn,
mere.
Måske er jeg det igen i morgen,
eller næste gang jeg kommer i tanke om det.