by – Digtsamleren

København, din skøge – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Tue, 07 Apr 2015 18:25:10 +0000

Jeg følger dig rundt i gaderne
på brosten og på fliser
du er min skøge,
min smukke natsværmer
og jeg suger alt ud af dig, som var du et rør
i min iskaffe
og du er våd og kold og jeg elsker dig
ligeså højt
som min løn
der giver mig mulighed for at ødsle mine penge,
bruge dem på dig
så du ikke dør
du må ikke dø
aldrig nogensinde.

Du er det bedste jeg har
når solen skinner og du er så forårskåd
at du kan sælge mig is og alt for dyre drinks
fordi du kender de rigtige steder
og jeg har lyst til at ruske i dig
få dig til at komme
udover min sørgelige sjæl
fordi det også bliver vinter igen
og jeg vil have dig
som du er nu
hele tiden
og med ukrudt, lugt og byggeri
i dit hjerte
jeg tager dig for den du er
når bare du ikke opgiver mig og mit håbløse rod
der vil elske med dig
råbe dit navn, igen og igen
imens vi vælter os i kultur
og du lover mig at forny mit årskort til dit palads
der er din dansende hverdag
din liderlige trummerum
der lever af min uforbeholdne kærlighed.

Det er ikke et sekund for tidligt
når du sælger dig selv
for min skyld
når jeg boltrer mig rundt i dine herligheder
som hemmelighedsfulde kys
som var de den forbudte frugt
fordi jeg skal tidlig op i morgen
fordi det kun er tirsdag og du lokker
med dit livemusik og de kulørte lamper
og så er jeg slået hjem
og må overgive mig til dine skørter
som en hundehvalp
der slikker og slikker
til sidste dråbe er væk og så blev det onsdag
og selvom jeg burde have dårlig samvittighed
over at bruge dig,
du underskønne afrodisiaka,
så gør jeg det igen i morgen og i næste uge
fordi du kan holde til det, skat
du er trods alt en by med godt ry
København.

Byens port – digt af Claus Gall

Claus Gall — Mon, 04 Aug 2014 10:28:55 +0000

Byens port

Kornmarkens hemmelige
fladtrådte stier

Byskiltet og Fakta
Forbandet forbundet

Et sted mellem
forsamlingshuset
og forlængst bristede
drømme, står vi alle
og vinker til hinanden.

Komplimenterer
hinanden.

Min søgen
er reduceret til
en bevidsthed.

I denne by
er vi alle
rockstjerner

Der aldrig
vil blive
husket.

Istedgade – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sat, 01 Mar 2014 10:31:42 +0000

Det ligner verdens længste cementallé,
en vej uden ende,
en udvej, du ikke kender udgangen på.
Istedgade hyler i stilheden.
Og overalt
ser du flokke af mennesker,
mængder af stereotyper,
horde af folk, der fryser
uanset hvor meget tøj de har på.
Tror du.
I det fjerne hører du
sirenernes kalden, de fortabte sjæles kampråb.
Tror du.
Og nu fryser du pludselig.
Vesterbro ryster din grundvold.

En lysstribe rammer din nøgne fod i mørket,
der hviler skævt på asfalten.
Med det store S i ryggen
og lugten fra endnu en lunken pølsevogn
sendes du videre.
Du føler dig ikke helt fremmed,
men heller ikke helt tilpas,
fordi du ikke kan finde din egen skygge.
Det skyldes måske,
at ikke alle gør sig godt i kun én sok.

Du drager naturlig reference
til din første kærlighed,
imens du går forbi uforløste drømme om kernefamilie og all inclusive rejser.
Du snubler over triste hestesko og trafikkegler,
der i neon skriger ordensmagten,
som ikke alle overholder alligevel.
Du er forvirret – og forpustet
og ville ønske,
at du ejede en hat af tweed,
bare for at kunne gemme dig under den
når du skulle hjem en sen aften.
Som nu.
Som dengang du græd,
og ikke kunne finde dit hjerte,
fordi det var blevet trampet på
midt i myldretiden.

Den asfalterede allé er din evige osteklokke,
dit løbebånd.
Og nu vrænger du næse af månen
midt på vejen
– imens verden går forbi dig,
og du håber at blive fundet
i mængden af skæve eksistenser og sømandstatoveringer.