byen – Digtsamleren

3A – Af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Mon, 07 Apr 2014 08:20:12 +0000

Mørke nætter glider forbi
på bagsædet af 3A
mens jeg tæller stoppesteder
klokken halv 5 en torsdag nat
fordi det næste stop
ikke bliver sagt højt
som det plejer

De tabte sjæle tramper tiden
i stykker på fortovene
og forelsker sig naivt
i tabuer
ligesom alle digterne
jeg ser spejle sig i ruderne
efter endnu en sejlende
aften på bunden af glasset

Og du stiger af og tramper
ind i mørke sidegader
og forsvinder langsomt
mens vi kører videre
hvor tankerne falder hen
på om jeg skulle have åbnet
mine bukser
eller mit hjerte
i aften

Men jeg gjorde ingen af delene
og må ærgres endnu en gang
over at sidde ventende overfor dig
med sådan et kaos i hovedet
hvor jeg ikke kan handle
og vise dig
at vores sjæle skriger efter hinanden
og at tiden ikke må skille os

Og jeg vender ryggen til byen
Lader stoppestederne stryge forbi
og bliver siddende
ved endestationen
og overvejer nøje
om Valbyparken kan rumme mig
og mine høje hæle
og råbende tanker
hvis jeg stiger af nu
og forsvinder

ceciliesund.dk

Tristesse – Af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Sat, 19 Oct 2013 12:47:29 +0000

Det varer ikke længe
før jeg er løbet tør for tanker
for nye ting at skrive om
Jeg har åbenbart oplevet
alt hvad jeg kunne
og nu sidder jeg bare her
og våger over gaderne
med alle deres lamper
og knuste ølflasker
Her står Ole
og Asbjørn og Tor
Khaled, Rassi og den lille
Aannguaq
som ingen fatter noget af
og min sommer er fløjet forbi

Nu er gråheden for påfaldende
og alles blikke sænkes
mens de 7årige samler pant
for deres forældre
som sidder og tigger
ved Bispebjerg station
Jeg selv har altid frygtet
udnyttelse af disse små
fra fremmede der tilbyder ly
i den kommende oktoberkulde
men jeg kan intet gøre
for nu er de videre
løbende med hinanden i hænderne
Og de griner ikke længere
for alle er efter dem
men jeg ser ingen andre
Jeg kan bare mærke
deres frygt

Jeg hader de orange tage
De er over det hele
i den her by
Og de summer
og knager
og ovenpå dem hviler
de rustne skråruder
der aldrig bliver åbnet
De er nærmest patriotiske
forblændende, genkendelige
indtil man kommer på landet
eller til de dyre steder
Men her
her lægger de sig på gullige mursten
hvor visne roser læner sig
og minder os om
den sol der en gang stod
insisterende og lysende
og forførte os til brandsår
og efterlod os grædende
under vores bruser

Og det bliver aften
og nætterne kaster blidt
energi i mellem vores læber
så vi kan synge og råbe
mens vi danser og tæsker
vores hårhudede hæle
Men det bliver morgen
og realiteten bliver
butiksruder der pudses
Overalls med reflekser
samler skrald der blev smidt
da ingen tænkte
og alle håbede
på et finde noget der bare lignede
en form for fremtid
en form for stabilitet
mens de indså
at nætterne bare fik dem længere
fra deres drømme

Det varer ikke længe
før jeg har knækket min blyantspidser
og min computer løber tør for strøm
men det er også lige meget
Jeg har sagt det hele
eller i hvert fald det meste
Mine hemmeligheder
tager jeg med i graven
Indtil da håber jeg bare
at jeg ikke snakker i søvne

http://ceciliesund.wordpress.com/2013/10/11/tristesse/

Oktobersol – Af Cecilie Kristensen

Cecilie Kristensen — Wed, 25 Sep 2013 13:03:53 +0000

Lyden af min vejrtrækning
er så forstyrrende
mens jeg læser dine digte
De hvide gardiner skygger ikke
for den ætsende oktober sol
og udenfor larmer de
med alle deres maskiner

Jeg kan høre jeg trækker vejret
men jeg føler ingen afslapning
Luften i mine lunger
er gammel og muggen
Sort som en frustreret digter
mens den knurrer som en kælen kat
og dagene forsvinder

Jeg renser mine sår
med blokbogstaverne fra bogen
Dine passionerede udråb
dit naive blinde kærlighedshåb
De ætser dem bare mere
og jeg har intet rent papir
at fjerne den gule væske med

Vi kunne forlade hinanden
i et vægtløst åndedræt
og dele alt lige over
som et sandt ægteskabs scenarie
Eller blive ved at skrive tekster
om min vrede og dine kys
og gøre alle til en del af os

Det er jo det vi er her for
det vi er skabt til baby
så kom nu her
så vi kan stirre os blinde i solen
og abstrahere fra maskinerne
og alle de andre københavnerlyde
der skubber ruderne ned

Vi må fryse
endnu en vinter
mens vi skriver løs på vores papir
og elsker i de støvede lagener
når gardinerne er smidt til vask
og alle kan se på
fra deres to-værelses lejligheder
på den anden side

Her er der ingen der kommer
for nøglerne er for længst smeltet
og skyerne har ligget længe
hen over vores tag
Her er der ingen der kommer
for oktobers sol står lavt
og når du græder står den
så lavt at ingen kan se
vores hoveddør

blog