Og så snakker alle om den skyfri himmel
der åbenbart symboliserer lykke
hvor regnen er en undskyldning
for at være deprimeret
Men mit sind er altid gråt
der er intet der er skyfrit
Hvis endelig det sker
skal jeg nok formå
at ødelægge det igen

Og alle de snitsår jeg lavede
mens jeg kiggede ud af vinduet
og mine naboer trak gardinerne for
fordi jeg stirrede igennem dem
De brænder og svier og ætser
for alle de kemitimer
jeg har pjækket fra
fordi mine partikler
gav stød

Ligesom synet af ham
og tanken om alle de noter
jeg skrev og brændte
og skrev og brændte
og kastede bort og begravede
fordi han aldrig måtte se dem
og jeg ønskede at glemme dem
Som de evindelige skyer
jeg forsøgte at ryste af mig

Cecilies blog her

Her hvor lygterne hænger søvnigt
hen over gadernes vilde kaos
er aldrig akavet stille
men fyldt med stenhårde hjerter
Her lukker slips om halsene
kvæler folk i bitterhed
mens efterårsbladene daler
ned på F-linjens tag

Alting ligger kvalt i farver
og drukner langsomt i regnvand
mens solsorte stadig pipper lidt
bagved Bispebjerg station
Her hvor ingen har følelser på tøjet
hvor alle er helt sin egen
og hver og en har en hemmelighed
de bare venter på at jeg skal finde

Her i mit stramme håndgreb
ligger pistolskuddene fra sidst
og venter på at blive fri
så de igen kan fare omkring
Her hvor alt er levende
til det hele ender brat
og hendes sidste grådkvalte ord
var om chefen endelig var tilfreds

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2012/10/271012.html