danmark – Digtsamleren

I mit næste liv – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 03 Sep 2018 13:31:07 +0000

I mit næste liv
vil jeg gå til venstre
i stedet for til højre
for så vil vi måske mødes
på et bedre tidspunkt
Og du vil kaste dig
ud i havet imens jeg
tegner min kærlighedslinje op igen
og mærker lyset tatovere sig
ind i mit hjerte
som en slags påmindelse om
at jeg skal blive ved
Selvom jeg ikke ved
hvad jeg foretager mig
så skal jeg bare blive ved
Og så vil du smile
drivvåd og lykkelig
og jeg vil ikke være i stand til at knække

I mit næste liv
vil jeg sejle
mindst én gang om måneden
og du skal også have lov at komme ombord
så jeg rigtigt kan fortælle dig
om styrbord og mine store drømme
du måske kunne blive en del af
især som du sidder der
og hiver solen ned
og giver mig alt
hvad jeg overhovedet kunne ønske mig

I mit næste liv
ønsker jeg mig
en altan med udsigt
hvor vi kan drikke kaffe
og tale om politik og kultur
og om hvordan du betager mig
Og bagefter vil vi gå tur
langs en strandpromenade
som ægte turister
fordi alle skal se
hvor glade vi er
for hinanden
selvom vi godt ved
at vi allermest vil virke
opkastfremkaldende
Men sådan er der jo så meget, som er
og på den måde er vi jo
allerede godt integrerede
i den kollektive følelse af samhørighed
og har man så ikke peaket?

I mit næste liv
ønsker jeg mig
øjeblikke hvor vi griner
uden at vide hvorfor eller
hvordan vi slipper af med
rødvinspletten på din hvide skjorte
og det vil slet ikke gøre noget
Du vil slet ikke være sur
for det er livet for kort til
blev vi enige om
da vi åbnede flaske nummer to
og skålede for flere dage
med solskin og frihed
og ingen mareridt
hvor vi er ansigtsløse eller dør

I mit næste liv
ser jeg gerne
at du sidder lige her
ved siden af mig
når jeg græder
fordi jeg dummede mig

I mit næste liv
vil jeg danse med dig og købe dig dén øl
Jeg vil kysse dig og kramme dig og vise dig
alle mine hemmeligheder og yndlingssteder
Alle de ting, jeg ikke kan få nok af
Jeg vil bære dig og smage dig
Elske dig og berige dig
med alle dine yndlingsting
Jeg vil fortælle dig igen og igen
at du er et af mine yndlingsmennesker
og at ordet yndlings ofte blive misbrugt, men
i dette tilfælde er det helt oprigtigt og slet ikke overfladisk

I mit næste liv
håber jeg
at du sidder her
og tager mig i hånden

I mit næste liv
lover jeg
at gøre det bedre
i mit næste liv

Tag mig med – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 13 Jan 2017 19:46:35 +0000

Jeg er fanget
i et bur af mine
egne ribben
Et gammelt hulrum
jeg ikke kan finde
en måde at komme ud af
Så tag mit slidte hjerte og tag
min brugte sjæl
Tag mig ud på den anden
side af poesibøger og rødvinsånde
Tag mig helt derud
hvor du befrier min vejrtrækning
og slår mig itu
Så jeg igen kan dulme bagved
ribben og åndedrag
og det blod, der løber
fra det åbne sår
der er det transplanterede organ
jeg prøver at integrere
i det kaos fagfolk kalder
kroppen
Mit forliste museum
Bysten over alle byster
Mit navn på en guldplatte
Forglemmigejerne
findes ikke her
Jeg transformeres langsomt
til et eksalterende organ uden
et sted at bo

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen

Command + – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Sat, 17 Sep 2016 11:51:42 +0000

De røde toge
er fyldt op med urolige mennesker
Mennesker der tripper med benene
der trykker løs på deres skærme
mens deres verden foregår lige der
Mennesker der kigger nervøst rundt på hinanden
der kigger nervøst rundt efter billetkontrolløren
Mennesker der lugter
af øl eller urin eller en dårlig parfume
og har sorg i øjnene og rystende hænder
Mennesker jeg ser mig selv i
fordi min indre uro er altoverskyggende
i den her hurtige by
i det her hurtige samfund
hvor jeg konstant farer vild
i mine fremtidsplaner
og ikke kan finde et eneste menneske
for hvem det giver mening
at være her
lige nu
midt i følelsen
selvom den er ubehagelig
for vi gemmer os
bag vores skærme
så vi ikke behøver at tage stilling til hinanden
eller vores angst eller vores fortid
selvom vi altid kan tage stilling til
Amalies baby eller Løkkes evner til at drikke øl
eller Venstrefløjen vs store huse
det er så
trættende
med meninger på Facebook
og al den stilhed i virkeligheden
hvor ingen tør
råbe rigtig højt
fordi skærmen er vores skjold
og tastaturet vores sværd
og pludselig er vi alle modige nok
til at løbe ind i blodbadet
Der kan man kaste sten
i sit eget glashus
for intet går rigtigt i stykker
command + z og
alt er godt igen
command + c og vi gør det hele igen
enter enter enter
de skal have det hele
voldtægtstrusler og familiemord
kritik af børneopdragelse
kritik af statusopdateringer
og når der er for mange der er imod din mening
så sletter du bare dine ord
så er de væk og
du er reddet
alt er godt
og du kigger op
på de andre i toget og ser
at ingen kigger på dig
selvom du lige har skrevet til Özlem
at du kender hendes adresse
og har indsat en passende pistol-emoji
så du er tilfreds
for ingen kan ramme dig
og dine tastaturevner

Command + q

Det er ikke på Facebook – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Mon, 04 Apr 2016 17:38:10 +0000

En forbandelse må ha’ lagt sig over mennesket
en sort skygge men usynlig og
allestedsnærværende
for den har dræbt mig
igen og ligner lidt
pesten
uden at vise det
Vi ligger i vores senge og dør
langsomt og ulideligt
med en bærbar på skødet
og en iphone i hånden
og en ipad i vinduet
fordi det er blevet umuligt
at gå ud uden
at få en helvedes dårlig samvittighed
over alle de mennesker
og alle de dyr
og den her planet vi tager så for givet
der bliver mishandlet
behandlet som
affald og kastet på møddingen
så den kan få vores elektricitet til at gro
vores internetforbindelse til at vokse
og spire og blomstre
så vi kan sidde på Facebook
og fortælle om vores vidunderlige liv
vores vidunderlige aftensmad
vores vidunderlige mand
mens vores veninder stirrer billederne igennem
fordi de alle sammen boller ham
og sådan er det jo bare
for alle er ligeglade
med virkeligheden

Det er ikke på Facebook
så det er
ikke

Begynd – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Tue, 01 Dec 2015 17:14:44 +0000

Begynd

Med dine træer der dufter af ildebrand
og jeg slukker dem
med mine angstanfald
falder
ind i dem og drukner dem
i de tårer der kommer
når jeg skriger
ind i væggen og slår
mig selv i hovedet
fordi jeg ikke tror på
du kan holde mig ud

Begynd

Med de torne
der skal skære dybe tårekanaler i mine kinder
så min make-up kan stoppe med at løbe
andre steder end ned
ned
ned
på gulvet
og blive blandet med skidt og møg
og kattehår

Begynd

At trampe tonerne fra mine skrig
ned i gulvet
når jeg hulker sms-tisk igen
fordi jeg hulker bedst på skrift
fordi
der kan du ikke høre
at jeg ikke kan trække vejret
og mine ord kan sige
hvad de vil sige
og måske netop nok til
at du vil forstå eller
bede mig gå

Begynd

Med de mareridt jeg havde i starten
som du slog i stykker
med din kærlighed
så jeg kunne sove
uden at vågne i sved og frygt
og det var rart
at være menneske op ad din ryg
i mørket
for jeg kunne endelig
fungere uden at falde sammen
men nu er det som om
at det ikke er nok
at du holder om mig om natten

Begynd

Med et digt
der kan sige mere end tusind angstanfald
og begynd med det jeg ikke kan sige
og hjælp
mig med at forstå
det kun er fordi jeg er syg
det er kun fordi jeg er syg
kun
fordi
jeg er syg
at jeg er så bange
for at du helst vil være fri

Begynd
med det her
og bær mig så ud af ildebranden

Bare at forsvinde – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Mon, 09 Nov 2015 19:28:59 +0000

Jeg troede himlen
ville falde sammen
når du gik
men nu er du altså ikke andet
end et punktum
i et digt jeg ikke gider at skrive på mere
Du er støv under mine sko
der forsvinder i græsset
når jeg kaster med blade og krammer et barn
i efterårsregnen
Du er alt det der er ligemeget
det som intet betyder
For jeg bliver elsket hver dag nu
for det fortjener jeg at blive
Og du tror du er
noget
fordi du kan tage en ulykkelig kvinde
og gøre hende endnu mere ulykkelig
Egentlig er det bare grimt

Og det kan godt være
min sjæl er faret lidt vild
i min krop
At jeg stadig higer efter at være et barn
og spiser coco pops til morgenmad
og har dyr på mine trusser
og kigger på dig som om
jeg stadig er hende på 16
der sådan håber, at du vil kysse hende

Det er jeg fordi
du fik mig til at gå i stå

Og i virkeligheden
er du en uduelig mand
der ikke ville være elsket
hvis du viste hvem du virkelig var
Du er en kujon
der gør grin med dem der elsker dig
for i virkeligheden er du ligeglad
med alle andre end dig selv
du kan bare ikke se det

Og nu vil jeg bare gerne
komme videre og give al min omsorg
til mig selv
for jeg er fyldt med plaster og sting og blå mærker
der gør så forbandet ondt
og jeg er træt
af at have ondt

Så er du ikke sød
bare at
forsvinde

så kan jeg sætte det punktum

Talte dage – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sat, 31 Oct 2015 12:11:01 +0000

Der findes dage
hvor jeg farer vild
i sammensuriet
af mine længsler
og handlinger
Dage
hvor jeg ikke kan
kende forskel
på mine fodspor
og jeres hverdagslalleri
når I bytter om
på fredag og onsdag
og lugter af sprut

Der findes dage
hvor du kan se
i mine øjne
at jeg forsvandt
for længe siden
Hvor jeg arbejder
imod min egen skygge
for at kunne spejle mig
i jeres
Dage
hvor solen bliver ved
med at skinne
bag mig
Hvor jeg ønsker
ikke at kende nogen
der trækker vejret
så synkront
at jeg får gåsehud

Der findes dage
hvor jeg ikke siger noget
af respekt
for stilheden
der bor i alle jordens hjerter
Hvor jeg hellere
vil være fiktion
Hvor sorg er en blomst
jeg vander
for at deltage
i min egen undergang
Som en autoritet
En spiral af følelser
der har hobet sig op
og snart
tilintetgør
mig

Ambitioner – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Sat, 12 Sep 2015 15:58:58 +0000

Jeg vil gerne
være et menneske
som kan være rolig og fattet
når du fortæller mig ting jeg ikke kan lide
Når jeg skal forholde mig til sandheden
og vores nærdødsoplevelser
om hinandens eksistens
og jeg skal nok prøve
men indtil da må jeg smælde som et tordenvejr
der er tættere på dig
end din egen hud

Doven – Digt af Cecilie Sund Kristensen

Cecilie Kristensen — Wed, 26 Aug 2015 15:25:53 +0000

Tunge rester af snavs trækker sig efter min samvittigheds hullede ryg
Jeg er den kvinde, man skal holde sig fra
Jeg trækker jer ned i spekulationer, grimme konklusioner
der vedrører mig selv eller jer og i
kan ikke rumme så meget had
som jeg har i mig til den verden vi lever i

I virkeligheden er jeg nok bare misforstået
Jeg lader min egoisme skylle ud over mennesker jeg holder af
fordi jeg har brug for at lufte mit sind
for alle de tanker om krig, forventninger, skole, samfund, hverdag og ansvar
jeg ikke har lyst til at tage
Jeg siger det skræmmer livet af mig
at skulle gøre alle disse ting
I siger jeg er doven
fordi jeg ikke bare gør det

Så jeg er den kvinde man skal holde sig fra
Jeg suger al liv ud af jeres ignorante sind
fordi jeg snakker om, at jeg ikke kan finde et sted at høre til
at jeg ikke passer ind i den her verden
fordi jeg ikke vil ud af min hoveddør
og samtidig vil tages seriøst
Det hænger ikke sammen
Jeg er en fiasko
fordi jeg ikke kan finde noget der interesserer mig nok
til at jeg vil bruge 5 år på at forsøge at skrive noget om det
der kan please en eller anden nar jeg ikke kender
og få en tommel op eller det 12 tal
jeg altid har troet betød noget

Og så kalder i mig doven
fordi jeg tænker
at hvis jeg virkelig gør det
Bruger fem år på at studere dansk eller pædagogik eller filosofi
og så bliver kørt ned eller slået ihjel
af en som heller ikke kunne finde en kasse at passe i
så har jeg spildt min tid på at gøre en masse mennesker tilfredse
jeg ikke har noget forhold til
og så siger i, at det jo er smukt at lære
i har ret
men der er forskel på at lære og studere
Jeg kan ikke rumme det

Og fordi jeg ikke kan rumme det
larmen fra byen, at vågne op og gå på arbejde
at være dygtig og positiv og ansvarsbevidst
så må der være noget galt med mig
Måske har jeg stress
det er nok bare det
Eller måske har jeg bipolar lidelse
det ville passe så perfekt
på mit svingende sind og min manglende evne
til at kunne finde til rette i dette latterligt tragiske samfund
Og det ville passe alle så godt
hvis jeg bare blev godt og grundigt diagnosticeret
af en der har uddannet sig til at vurdere mine tanker
som korrekt/ukorrekt opførsel
korrekt/ukorrekt menneske

Måske er jeg bare selvskadende
fordi jeg slår mig selv i hovedet, når jeg dummer mig
fordi jeg bliver ved at opsøge dem, der knuser mit hjerte
fordi jeg, i hvert fald én gang dagligt, har lyst til at banke mit hoved ind i væggen
Men jeg er vel normal
når jeg alligevel ikke gør det
Jeg er et helt almindeligt menneske
der stadigvæk står op og tager på arbejde
fordi jeg får dårlig samvittighed
overfor dem jeg arbejder sammen med
overfor ham jeg elsker
overfor en hel masse større end mig selv
som jeg skal tænke på
for jeg kan ikke være selvoptaget
i et samfund der skal holdes sammen
Men hvorfor skal jeg støtte et samfund
jeg ikke bryder mig om?

Hvordan kan jeg tage del i al det lort der foregår
i denne groteske verden
hvor en dollar i lommen
er mere værd end en sort kvindes liv
eller en homoseksuels lykke
Hvordan kan jeg støtte op om dyremishandling
korruption, nyslaveri, løgne og forskelsbehandling
der ikke giver mening
for vi er alle fucking mennesker

Hvordan kan jeg bare smile og sige ja tak
ti at betale så meget af min skat
til et land hvor spørgsmålet om
om homoseksuelle må blive gift
stadigvæk skal stilles
Hvor der er elever der bliver glemt i mængden
fordi skolerne ikke har råd
til at kunne give lærerne mere overskud
Hvor ventelister slår folk ihjel
fordi canceren æder hurtigere end en sulten hund

Hvordan kan jeg glemme det hele
og ryste på hovedet, når en hjemløs spørger om jeg har en mønt
fordi jeg aldrig har småpenge
Jeg hader penge
fordi jeg er afhængig af dem
i en sådan grad at jeg ikke bare kan flytte
når jeg føler mig fanget i byen
at jeg ikke bare kan skride min vej
når al det velkendte bliver for meget for mig
Hvordan kan jeg glemme det hele
når det konstant roder rundt i mig
og får mig til at ticce
for når jeg taler om det
får jeg at vide, at jeg er negativ
og doven