Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

Det hyler fra mågerne
når jeg skriver dit navn i sandet,
og stille ser det forsvinde
ligesom du selv har gjort så mange gange før.
Og jeg græder ikke,
men sparker bølger op til mine ører
så jeg husker hvorfor jeg ikke ville mere,
så jeg mærker hvorfor du stadigvæk føles så uhyggeligt langt væk
og tæt på,
når tiderne mødes og krydses
og solen har lagt sig
for ikke at se mine nederlag,
når jeg endnu engang banker mig selv med din hammer.

Det hyler i solnedgangen
og det river i mine kinder
når jeg ikke længere er gal,
fordi du jo bare er sølle og ussel og går glip af alle mine smil og bedrifter,
ja selv mine dumheder og fejltagelser,
men det må du også selv om,
og det må jeg bare trække på skulderen af,
fordi du ikke ved bedre
selvom du er ældre end mig og burde kende til ansvar og forpligtigelser
og kærlighed i alle nuancer.
Men du er her slet ikke
og har du nogensinde været det?
Og mine kinder føles bløde
fordi det faktisk bare er synd for dig,
at du ikke er større.

Det hyler i mit hjerte
når det igen bliver aktuelt
at dele noget med nogen, der burde vise interesse.
Når det endnu engang kommer på tale,
at det er naturligt at ville høre din mening,
fordi jeg jo stadigvæk er yngre end dig og med dit blod,
fordi du trods alt har skabt min ydre skal,
og derude er jeg sej
når vinden hiver i min jakke
og vinteren truer mine juli-brune arme,
men hvad så når det bliver relevant at kigge indad?
Jeg er blød og rød og følsom og analyserende,
en kende dramatisk og nok også mistænksom
når det kommer til tillid,
og det er der, du gemmer dig.
Midt i rodet.
Midt imellem hjertesorg og lykkerus,
nervøse træk og dårlige nerver.
Du ligger der,
som en trold i en æske,
og jeg hader når du springer op.
Hvis du så bare gjorde det for alvor
og jeg kunne tage fat om din nakke
og navigere dine øjne til mit bryst
og måske dér,
lige dér,
vil det så gå op for dig,
at selvom jeg afskrev dig
havde du lang tid i forvejen afskrevet mig,
og det derfor nu altid runger
når det hyler i mit hjerte.