Og hvis vi dør i nat,
så lad os alle dø sammen.
Lad os for evigt være forbundne i døden,
som det var meningen i livet,
og det sidste vi vil se
inden vi trækker ud i lokummet,
er de evige gule øjne,
der hjemsøger os, når vi er kede af det
og bare gerne vil et andet sted hen
hvor intet kan nå os
og der er drinksparaplyer i glasset.
Lad os gå det sidste skridt sammen
og bukke og neje i vinden,
imens vi springer over i køerne
fordi hellere før end siden
og hjulene på bussen drejer rundt og rundt og rundt
og cirklen går ikke itu.

Jeg holder hånden for hjertet,
så det ikke ser hvor dybt der er på bunden.
Og I vil kunne smage uendeligheden på jeres sprunkne læber og revnede tunger,
og jeg vil ryste på hovedet
fordi jeg godt vidste, at det var sådan det ville gå.

Vi flakker rundt i skyggerne af Guds vilje
fordi vi alligevel ikke er helt sikre
på, om det virkelig er den anden side, vi søger,
og pludselig ér det for sent,
og der er ikke flere ledige taxaer
og vores hænder er fugtige
og Matas har lukket,
og så står vi dér
– med håret i postkassen
og er blevet helt og aldeles forladt.
Heldigvis er vi en slags flokdyr,
og skal man være ude af den,
så lad os være det i grupper.
Lad os dø
imens vi nynner “We shall overcome”,
og måske så endda gøre det.