Der kommer en dag
hvor vi kan se tilbage
på alle vores dumheder og uforsigtigheder
og faktisk være okay
fordi vi trods alt er blevet
dem vi er
Der kommer en dag
hvor vi vil le
så blomsterne springer ud
og vækkeuret går i stå
Hvor én ulykke kommer alene
fordi vi er blevet mestrer
til at afværge og forebygge
Og en dag vil jeg fange solen
i mine hænder og kaste den
mod dit grædende ansigt
imens jeg fortæller dig
at vi snart vil kunne bruge øjeblikket
som noget værdifuldt og du vil
ryste på dit hoved og græde endnu mere
men du vil ikke kunne skjule
den lille smule af lykke
du gemmer i dine mundvige

Der kommer en dag
hvor mørket ikke kan nå os
og når det os alligevel
så går vi bare ud i lyset igen
Der kommer en dag
hvor jeg er blevet bedre
til at håndtere min smerte
og bruge den som årringe i min vækst
Hvor vi graver kartofler op
uden at blive solskoldede
imens din mor kommer med iskold lemonade
og en øl til dig
Der kommer en dag
hvor det føles som om
vi aldrig var gået i seng
og vi vil tage endnu en drink
imens vi ubesværet når
Whitneys høje toner
og ønsker vores ekskærester lykke
også selvom de maltrakterede os

Der kommer en dag
hvor vi hviler så meget
i os selv
at vi ikke finder det stressende
at grine og græde
på en og samme tid
På samme dag
Samtidigt
En dag vil vi aldrig
mangle kaffe eller penge
for vores økonomi vil være så kedelig og flydende
at vi ikke behøver at bekymre os
En dag vil vi kaste guld
efter vores børn
for at få dem på højskoler
så de kan blive intellektuelle individer
med hang til musik eller litteratur
Der kommer en dag
hvor vi vil græde
når Det er så yndigt at følges ad
beklæder kirkernes spir
og det vil være okay
og det vil være forventeligt
for jeg vil altid være følsom
og vi vil altid have kleenex med
i tilfælde af poetiske hverdagslinjer eller
brud i asfalten

En dag vil vi se tilbage på vores ungdom
og blive sentimentale og rørstrømske
imens vi deler en snackkurv
og sætter hatten på skrå
fordi vi faktisk gjorde det
Fordi vi rent faktisk gik hele vejen
Og mit hjerte vil slå
endnu hurtigere
når du sidder dér
ved vandet og stråler
og holder hele min verden
i dine hænder
fordi jeg var modig nok
til at give dig det

Der kommer en dag
hvor vi vil smile af det hele og
være lykkelige over
at vi turde at
give slip
på kontrollen
og satse hele butikken
Der kommer en dag
hvor du vil stå med mit hjerte
helt og bankende
imellem dine hænder
Og det er skræmmende
på en måde, der gør
at jeg glæder mig

Jeg synker den sidste dråbe og
ønsker mig flere dage
hvor det er okay
ikke at være okay
Dage
hvor vi bruger tid på
alle de følelser
der bor under huden
Dage
hvor vi griner af os selv
fordi vi er så impulsstyret
at vi ikke engang selv
kan følge med

Jeg vil ha’
flere dage med pandekager til morgenmad
og dage med stråhatte og bare fødder
Jeg vil ha’ dage
hvor jeg kan græde ned i kaffen
imens jeg bliver aet på ryggen
og utallige ’så, så, skat’ blødgør mine øregange
og mit hjerte
Jeg vil ha’ dage
hvor tiden ikke er relevant
for vores færden
eller vores mål
Hvor vores drømme er det mindste
der bliver opfyldt
Dage, hvor solen rammer
lige dér
hvor vi går
også selvom vi går i skyggen
med vores hænder omkring
vores sprungne uskyld

Jeg vil opleve dage
hvor du bygger mig et hus
helt fra bunden
som din mor laver sovs
helt fra bunden
Jeg vil opleve
dage med alle dine smil
svøbt omkring solstråler og blid rosé
Jeg vil ha’ dage
hvor vi mæsker os
i andres lykke
fordi vi også selv er lykkelige
Dage
hvor alle er det bedste, de har lært
Hvor tsunamier blot føles
som vandpytter i oprør
der let skærmes
ved hjælp af vores gode humør
og den tagrende, du har bygget

Jeg vil ha’ dage
der eksploderer
som pebermyntebomber på min tunge
Dage, hvor den eneste frygt
er frygten for fugleklatter
på de nypudsede ruder
Dage
hvor vi aldrig løber tør
for vin eller jordbærslik
Hvor vi altid har råd
til at være kulturelle
eller bestille en afbudsrejse
fordi vi bare må væk fra larmen
der er den hverdag
vi ellers er så glade for
normalt
Men vi er ikke altid normale
Jeg er i hvert fald ikke!

Og nu er der tomt på bunden
som jeg ser ned i flasken
der dufter af utopi og
store drømme
der gør sig bedst fortjent
til en side i en ungpigedagbog
hvor jeg også kunne skrive dit navn
tusinde gange ved siden af mit
og håbe på skæbnens kraft
Jeg kunne også bare gøre noget
Noget rigtigt, noget handlekraftigt
Jeg kunne stille mig ved byskiltet
og vente på, at du kører forbi
Jeg kunne sætte alt overstyr
og satse på medvind og forårsfebervildelse
Jeg kunne skrive dig digte
om alt dét, du kan li’
og krydse fingre for
at du ikke føler dig nødsaget til at flygte
Jeg kunne også bare starte
med at hilse på dig…

Og flaskens skår er nærmest smukke
som de ligger dér
på gulvet og glimter
øredøvende
som mine drømme
om bedre dage
og mere tid
Tid til at gøre noget
Noget rigtigt

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

Silhuetter af stankelben
i sammenklappede spindelvæv
glinser om kap med et glemt sølvsmykke og en tabt mønt
i takt med indfiltrede støvarme
der boltrer sig rundt
i en blanding af jubel, forvirring og frygt
over mangfoldigheden i mørket
og kampen om pladsen i den trænge støvsugerpose.
Snart stikker en gruppe af grønne grannåle
deres spinkle kroppe ind.
De faldt fra det engang så smukke træ i stuen
og forvandledede sig til snavs i det øjeblik
de ramte gulvet og blev hjemløse
som resten af det snørklede indhold
der engang fandt bo forbudte steder
frivilligt eller ufrivilligt
og blev til støvsugerføde.
En grå og støvet masse
af uønsket tilstedeværelse.

Og alt jeg kan konstatere er
at de uønskede er væk
når jeg slukker kontakten på væggen
og støvsugerens summen forstummer
et sted mellem virkelighed og fantasi
på mit rene stuegulv