Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.