Aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som på de ben
der til tider
usikkert bærer mig.

Som en rutchebane,
farer energier ind og ud
helt op til skyernes himmelrykte guddommelighed
og helt ned til helvedes flammer
for at stoppe brat op på jorden igen

Men alligevel aldrig
har jeg betrådt så smukke stier
som i min egen urskovs bevoksning
af nye opdagelser
gemt bag et viltert krat.

Aldrig har jeg følt
så meget kærlighed
i min have af ukrudt og roser
uforklarligt
og fascinerende
når det er uden for min kontrol

Og dog sker intet uden grund.
Jeg ved det nu.
Erfaringen lærte mig
at intet er tilfældigt.
kontrol kan slippes og tages i hånden
og dirigeres som et symfoniorkester
spillende
på de fintfølende emotioners strenge
som skaber de toner jeg er.

For aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som opdagelsen af at kunne skabe
noderne
til mit eget livs musikstykke: “Simplicitet”
Toner
der vibrerer skingert i min krop
er ikke i harmoni med mig.
Mens de toner
der klinger som frydefulde vibrationer
bliver en node på mit blad.
Dog aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som når jeg modigt overgiver mine strenge
til et andet menneskes hænder
spillende hengivelsens melodi
i den viltre have mellem roser og krat

I det yderste cellelag
sad jeg fast
afhængig
af at fyldes op af andre
med kærlighedens omsorg
som alligevel altid
forvandledes til blod og tårer
fordi det aldrig rigtigt trængte gennem
Afhængig
af ikke at være alene
for alene var jeg fortabt
som en hjemløs i hjertet

Så jeg fandt i blinde
sammen med andre hjemløse
hvor vi afmagtsfulde
slog kærligheden ihjel
for vore hjerter var hule
som tomme rum
og hvad der ikke
i forvejen var fyldt
kunne intet give tilbage

Lagt i andres hænder
balancerede mit hjerte
på en gyngende grund
i tidevandets tilfældige bølger
i kærlighedens luner
som en gadelampes blinken
mellem lys og mørke
hvori jeg blev
til ingenting
når jeg blev forladt
og når jeg ikke blev forladt
fordi ingen nogensinde
havde lært mig at elske
mig

Først nu
finder jeg bo
i min krop
i mit hjerte
I stilheden
der folder sine bløde blade ud
I ensomheden
der sprænger sig vej
gennem cellelagets tykke vægge
og helt ind i hjertets bagerste rum
hvor jeg kan elske
elsker og elskes
uafhængig
af afhængigheden

Ville ønske verdenen

endnu

hviskede forførende i mit øre

og trak mig ind i uskyldens land

glitrende

i rosa og smaragdgrønne nuancer

uspoleret af de år som gik

der efterlod mørke skygger

filmovertrukken

som en hinde omkring hjertet

Så behøvede jeg ikke sidde fast

i erfaringernes mudderhuller

I en hvælving mellem mørke og lys

Mellem sorg og glæde

hvor naivitetens lykkerus blot forvandles

til visdommens bitre tårer