følelser – Digtsamleren

I mit næste liv – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 03 Sep 2018 13:31:07 +0000

I mit næste liv
vil jeg gå til venstre
i stedet for til højre
for så vil vi måske mødes
på et bedre tidspunkt
Og du vil kaste dig
ud i havet imens jeg
tegner min kærlighedslinje op igen
og mærker lyset tatovere sig
ind i mit hjerte
som en slags påmindelse om
at jeg skal blive ved
Selvom jeg ikke ved
hvad jeg foretager mig
så skal jeg bare blive ved
Og så vil du smile
drivvåd og lykkelig
og jeg vil ikke være i stand til at knække

I mit næste liv
vil jeg sejle
mindst én gang om måneden
og du skal også have lov at komme ombord
så jeg rigtigt kan fortælle dig
om styrbord og mine store drømme
du måske kunne blive en del af
især som du sidder der
og hiver solen ned
og giver mig alt
hvad jeg overhovedet kunne ønske mig

I mit næste liv
ønsker jeg mig
en altan med udsigt
hvor vi kan drikke kaffe
og tale om politik og kultur
og om hvordan du betager mig
Og bagefter vil vi gå tur
langs en strandpromenade
som ægte turister
fordi alle skal se
hvor glade vi er
for hinanden
selvom vi godt ved
at vi allermest vil virke
opkastfremkaldende
Men sådan er der jo så meget, som er
og på den måde er vi jo
allerede godt integrerede
i den kollektive følelse af samhørighed
og har man så ikke peaket?

I mit næste liv
ønsker jeg mig
øjeblikke hvor vi griner
uden at vide hvorfor eller
hvordan vi slipper af med
rødvinspletten på din hvide skjorte
og det vil slet ikke gøre noget
Du vil slet ikke være sur
for det er livet for kort til
blev vi enige om
da vi åbnede flaske nummer to
og skålede for flere dage
med solskin og frihed
og ingen mareridt
hvor vi er ansigtsløse eller dør

I mit næste liv
ser jeg gerne
at du sidder lige her
ved siden af mig
når jeg græder
fordi jeg dummede mig

I mit næste liv
vil jeg danse med dig og købe dig dén øl
Jeg vil kysse dig og kramme dig og vise dig
alle mine hemmeligheder og yndlingssteder
Alle de ting, jeg ikke kan få nok af
Jeg vil bære dig og smage dig
Elske dig og berige dig
med alle dine yndlingsting
Jeg vil fortælle dig igen og igen
at du er et af mine yndlingsmennesker
og at ordet yndlings ofte blive misbrugt, men
i dette tilfælde er det helt oprigtigt og slet ikke overfladisk

I mit næste liv
håber jeg
at du sidder her
og tager mig i hånden

I mit næste liv
lover jeg
at gøre det bedre
i mit næste liv

Der kommer en dag – Digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 11 May 2018 15:42:24 +0000

Der kommer en dag
hvor vi vil grine af det hele
Hvor mit knuste hjerte
vil være helt
i dine hænder
En dag vil vi sidde
med ryggen mod muren
og suge solskinnet ind i vores sjæle
imens vi taler om alt dét
vores drømme er gjort af
Der kommer en dag
hvor duften af vådt græs
vil minde os om uovervindelighed
og gøre os vibrerende kåde
Hvor vi kan bruge vores sorg
som grundsten i vores videre færden
Hvor jeg vil hive minder frem
og smile oprigtigt, fordi det føles
godt

Der kommer en dag
hvor vi kan se tilbage
på alle vores dumheder og uforsigtigheder
og faktisk være okay
fordi vi trods alt er blevet
dem vi er
Der kommer en dag
hvor vi vil le
så blomsterne springer ud
og vækkeuret går i stå
Hvor én ulykke kommer alene
fordi vi er blevet mestrer
til at afværge og forebygge
Og en dag vil jeg fange solen
i mine hænder og kaste den
mod dit grædende ansigt
imens jeg fortæller dig
at vi snart vil kunne bruge øjeblikket
som noget værdifuldt og du vil
ryste på dit hoved og græde endnu mere
men du vil ikke kunne skjule
den lille smule af lykke
du gemmer i dine mundvige

Der kommer en dag
hvor mørket ikke kan nå os
og når det os alligevel
så går vi bare ud i lyset igen
Der kommer en dag
hvor jeg er blevet bedre
til at håndtere min smerte
og bruge den som årringe i min vækst
Hvor vi graver kartofler op
uden at blive solskoldede
imens din mor kommer med iskold lemonade
og en øl til dig
Der kommer en dag
hvor det føles som om
vi aldrig var gået i seng
og vi vil tage endnu en drink
imens vi ubesværet når
Whitneys høje toner
og ønsker vores ekskærester lykke
også selvom de maltrakterede os

Der kommer en dag
hvor vi hviler så meget
i os selv
at vi ikke finder det stressende
at grine og græde
på en og samme tid
På samme dag
Samtidigt
En dag vil vi aldrig
mangle kaffe eller penge
for vores økonomi vil være så kedelig og flydende
at vi ikke behøver at bekymre os
En dag vil vi kaste guld
efter vores børn
for at få dem på højskoler
så de kan blive intellektuelle individer
med hang til musik eller litteratur
Der kommer en dag
hvor vi vil græde
når Det er så yndigt at følges ad
beklæder kirkernes spir
og det vil være okay
og det vil være forventeligt
for jeg vil altid være følsom
og vi vil altid have kleenex med
i tilfælde af poetiske hverdagslinjer eller
brud i asfalten

En dag vil vi se tilbage på vores ungdom
og blive sentimentale og rørstrømske
imens vi deler en snackkurv
og sætter hatten på skrå
fordi vi faktisk gjorde det
Fordi vi rent faktisk gik hele vejen
Og mit hjerte vil slå
endnu hurtigere
når du sidder dér
ved vandet og stråler
og holder hele min verden
i dine hænder
fordi jeg var modig nok
til at give dig det

Der kommer en dag
hvor vi vil smile af det hele og
være lykkelige over
at vi turde at
give slip
på kontrollen
og satse hele butikken
Der kommer en dag
hvor du vil stå med mit hjerte
helt og bankende
imellem dine hænder
Og det er skræmmende
på en måde, der gør
at jeg glæder mig

Dage, hvor vi gør noget – digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 09 Apr 2018 18:09:16 +0000

Tiden er gået
for længst
og flasken
er stort set tømt
for ædle druer og
den bittersøde fornemmelse
af mandagsensomhed
Og jeg drømmer mig væk
til cikadesang og lyse nætter
imens jeg sætter fokus
på at runde alle mine tanker
inden jeg går i seng
Inden jeg giver op
(skulle det komme så vidt)

Jeg synker den sidste dråbe og
ønsker mig flere dage
hvor det er okay
ikke at være okay
Dage
hvor vi bruger tid på
alle de følelser
der bor under huden
Dage
hvor vi griner af os selv
fordi vi er så impulsstyret
at vi ikke engang selv
kan følge med

Jeg vil ha’
flere dage med pandekager til morgenmad
og dage med stråhatte og bare fødder
Jeg vil ha’ dage
hvor jeg kan græde ned i kaffen
imens jeg bliver aet på ryggen
og utallige ’så, så, skat’ blødgør mine øregange
og mit hjerte
Jeg vil ha’ dage
hvor tiden ikke er relevant
for vores færden
eller vores mål
Hvor vores drømme er det mindste
der bliver opfyldt
Dage, hvor solen rammer
lige dér
hvor vi går
også selvom vi går i skyggen
med vores hænder omkring
vores sprungne uskyld

Jeg vil opleve dage
hvor du bygger mig et hus
helt fra bunden
som din mor laver sovs
helt fra bunden
Jeg vil opleve
dage med alle dine smil
svøbt omkring solstråler og blid rosé
Jeg vil ha’ dage
hvor vi mæsker os
i andres lykke
fordi vi også selv er lykkelige
Dage
hvor alle er det bedste, de har lært
Hvor tsunamier blot føles
som vandpytter i oprør
der let skærmes
ved hjælp af vores gode humør
og den tagrende, du har bygget

Jeg vil ha’ dage
der eksploderer
som pebermyntebomber på min tunge
Dage, hvor den eneste frygt
er frygten for fugleklatter
på de nypudsede ruder
Dage
hvor vi aldrig løber tør
for vin eller jordbærslik
Hvor vi altid har råd
til at være kulturelle
eller bestille en afbudsrejse
fordi vi bare må væk fra larmen
der er den hverdag
vi ellers er så glade for
normalt
Men vi er ikke altid normale
Jeg er i hvert fald ikke!

Og nu er der tomt på bunden
som jeg ser ned i flasken
der dufter af utopi og
store drømme
der gør sig bedst fortjent
til en side i en ungpigedagbog
hvor jeg også kunne skrive dit navn
tusinde gange ved siden af mit
og håbe på skæbnens kraft
Jeg kunne også bare gøre noget
Noget rigtigt, noget handlekraftigt
Jeg kunne stille mig ved byskiltet
og vente på, at du kører forbi
Jeg kunne sætte alt overstyr
og satse på medvind og forårsfebervildelse
Jeg kunne skrive dig digte
om alt dét, du kan li’
og krydse fingre for
at du ikke føler dig nødsaget til at flygte
Jeg kunne også bare starte
med at hilse på dig…

Og flaskens skår er nærmest smukke
som de ligger dér
på gulvet og glimter
øredøvende
som mine drømme
om bedre dage
og mere tid
Tid til at gøre noget
Noget rigtigt

Rytmer af følelser – Digt af Kristina Munch

KristinaM — Fri, 29 Sep 2017 08:18:12 +0000

Du vågner en morgen
hvor fuglene synger
og glæden bobler i hjertet
som champagne
og intet kan stoppe smilet
på dine læber
eller de dansende trin
fra dine ustoppelige fødder
der selv på de glødende hjertekul
danser smertefrit henover

Men på et ubestemmeligt tidspunkt
får dine tanker ændret kurs
hen mod frygtens fangarme
som skaber grå skyer
langs panelerne i din stue
Måske blot en fornemmelse af noget
eller et ord der blev sagt forkert
som giver ekko i mørket
og får glædesboblerne til at forvandles
til angstens kryben i din krop

Tilbage i neutralitetens rum
hersker roens stemme
ihvertfald for en stund
Der hvor alting bare er
måske endda endeløst tomt
eller et velkomment hvilested
for den rytme af følelser
der i evige sekunder bølger gennem din krop
og reflekterer dig ud i verden
som et hav af vibrationer

Menneske – Digt af Kristina Munch

KristinaM — Sun, 10 Sep 2017 07:48:08 +0000

Dans med mig i solen
og gå med mig gennem skyggerne
for jeg er solskin og regnskyer
Tristhed og glæde
Sorg og kærlighed
Frygt og mod
Født i kontraster der lærer mig at være
menneske
med dage hvor vægtskålen vejer tungest
til enten den ene eller den anden side

Mød mig i lyset
Mød mig i mørket
Mød mig i regnbuens palet af nuancer
der pulserer i takt med mit hjertes slag
for hvert af mine åndedrag
der suger livet ind
og ånder livet ud
et sted
mellem drøm og virkelighed

Livets Åbne Hånd – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Wed, 08 Feb 2017 16:11:29 +0000

Jeg er en splittet sjæl
med hang til rødvin, kaffe
og digte om smerte og frihed
imens jeg prøver
at gemme mig i mørket
For mine følelser er ofte grelle
men røde som en ungpige-
-mund
der søger bekræftigelse
de mest mærkelige steder
Når det bløder
Når det drypper
på den uoverstigelige mur
der er min fremtid
Den jeg ikke kan se
for bar træer
der svajer voldsomt i vinden
der er mine tankespind
en tidlig mandagmorgen

Jeg leder efter noget
jeg ikke ved, hvad er
Noget, der dufter
af Svantes lykkelige dag
og røde tulipaner
Noget, der ligner hjerteformede
skyer og erotiske beskeder
på de duggede spejle
Men jeg vil samtidig ikke
risikere at finde alt
dét, jeg ikke kan få
for fortiden puster mig i øret
som en spøgelseshistorie
jeg bliver ved og ved og
ved med at fortælle mig selv
Som en ridse på en LP
En blist på tungen
Såret, der klør midt om natten
Jeg vil ikke være bange

Jeg vil ikke dø endnu
Jeg kan ikke omslutte mig
af vin og druer
som en anden ægyptisk gud
Men jeg vil bare ikke lide
mere virkelighedsnød
Jeg vil ikke fortsat være
en katastrofe
og
jeg vil ikke være streng
men
Jeg vil have alle landsindsamlingerne i min lomme
Som en slags arveforskud
Som et plaster på såret
Men børnene græder og
bølgerne bruser udover det hele
Tager mine grimme følelser
med sig i døden
når de hæver sig
Som maveskindet over mine ribben
Så æd mig
for fanden
Eller lad mig spise
af livets åbne hånd
imens jeg dypper
mit hår i druernes saft
og venter på
at nogen kommer mig til undsætning
For jeg kan ikke holde ud
at være splittet mere
Jeg vil kysses ud
af min dvaletilstand
Kald mig Snehvide, Tornerose eller bare idiot
Og plant mig så i din have
som en forglemmigej
med mutante træk
og søndagskaffeabstinenser

Jeg vil ikke dø

I Try – Digt Af Christine Houston

Christine — Thu, 14 Apr 2016 11:21:51 +0000

I try not to think about the bones
sticking out of your skin
How you could not walk
Without my support

I try to think about the ways
you would step on my shadow
So I could run away
of what was our game

I try not to think of how
You looked at me
So deeply confused
or with accusation

I try to think of the happiness
in your eyes
when I came home
to keep you company

I try not to think of the grey
that infested your skin
to settle the statement
of a lesser heartbeat

I try to think of the sun
that made you brown
both out of happiness
of the warmth around us

I try not think of the last words
you said to me
before you lost your mind
I try not to think of the emptiness
you left behind

I try to think of the way
you used to live
before you died

Abandoned – Digt af Christine Houston

Christine — Fri, 08 Jan 2016 01:54:46 +0000

The wind is cold
freezes my tears
it prickles my skin
and leaves me in despair

The light is dark
just like my mind
Only my sobs echo
in a place I can’t define

And when your footsteps vanish
the pain starts to increase
Because I know you were there
But you left no evidence

So I might stay here
a little longer
just in case you came back
because you actually love me
and want me back

Mørke Dage – Digt af Christine Houston

Christine — Mon, 11 May 2015 03:04:36 +0000

Dagen er mørk
finder ingen ro
disen kryber ind
lægger stemmerne på plads

Sidder alene
spejlet er min ven
forvrænget ved synet
af alle de raserianfald

Kuglepennen i min hånd
Blækket på gulvet
Ordene spejler sig
i disen der skrumper ind