Der kommer en dag
hvor vi kan se tilbage
på alle vores dumheder og uforsigtigheder
og faktisk være okay
fordi vi trods alt er blevet
dem vi er
Der kommer en dag
hvor vi vil le
så blomsterne springer ud
og vækkeuret går i stå
Hvor én ulykke kommer alene
fordi vi er blevet mestrer
til at afværge og forebygge
Og en dag vil jeg fange solen
i mine hænder og kaste den
mod dit grædende ansigt
imens jeg fortæller dig
at vi snart vil kunne bruge øjeblikket
som noget værdifuldt og du vil
ryste på dit hoved og græde endnu mere
men du vil ikke kunne skjule
den lille smule af lykke
du gemmer i dine mundvige

Der kommer en dag
hvor mørket ikke kan nå os
og når det os alligevel
så går vi bare ud i lyset igen
Der kommer en dag
hvor jeg er blevet bedre
til at håndtere min smerte
og bruge den som årringe i min vækst
Hvor vi graver kartofler op
uden at blive solskoldede
imens din mor kommer med iskold lemonade
og en øl til dig
Der kommer en dag
hvor det føles som om
vi aldrig var gået i seng
og vi vil tage endnu en drink
imens vi ubesværet når
Whitneys høje toner
og ønsker vores ekskærester lykke
også selvom de maltrakterede os

Der kommer en dag
hvor vi hviler så meget
i os selv
at vi ikke finder det stressende
at grine og græde
på en og samme tid
På samme dag
Samtidigt
En dag vil vi aldrig
mangle kaffe eller penge
for vores økonomi vil være så kedelig og flydende
at vi ikke behøver at bekymre os
En dag vil vi kaste guld
efter vores børn
for at få dem på højskoler
så de kan blive intellektuelle individer
med hang til musik eller litteratur
Der kommer en dag
hvor vi vil græde
når Det er så yndigt at følges ad
beklæder kirkernes spir
og det vil være okay
og det vil være forventeligt
for jeg vil altid være følsom
og vi vil altid have kleenex med
i tilfælde af poetiske hverdagslinjer eller
brud i asfalten

En dag vil vi se tilbage på vores ungdom
og blive sentimentale og rørstrømske
imens vi deler en snackkurv
og sætter hatten på skrå
fordi vi faktisk gjorde det
Fordi vi rent faktisk gik hele vejen
Og mit hjerte vil slå
endnu hurtigere
når du sidder dér
ved vandet og stråler
og holder hele min verden
i dine hænder
fordi jeg var modig nok
til at give dig det

Der kommer en dag
hvor vi vil smile af det hele og
være lykkelige over
at vi turde at
give slip
på kontrollen
og satse hele butikken
Der kommer en dag
hvor du vil stå med mit hjerte
helt og bankende
imellem dine hænder
Og det er skræmmende
på en måde, der gør
at jeg glæder mig

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen

Jeg er hævet over verden og bitterheden,
og det klapper jeg mig selv på skulderen for.
Særligt når jeg græder,
fordi jeg aldrig har følt mig så alene og forladt,
og drømmen om at bygge et hus ud af spisepinde og soyasovs,
hvor vi to skulle bo og rulle os i sushi,
pludselig er blevet mit krakelerede verdensbillede.
Hvordan fanden rejser man sig selv op igen?
Hvornår holder det helt op…
med at gøre ondt?
Og kommer jeg nogensinde fremad
i køen i Føtex,
når nu hele Danmarks pose med amoriner og kvalmende candyfloss,
har valgt at “købe ind” i dag?

Alt det jeg har,
forfølger mig hele vejen ud af min lejlighed
– på min cykel, på mit arbejde,
når jeg spiller poker eller backgammon
bare for at have held i ét eller andet.
Jeg bliver stalket på det groveste
af mine egne følelser og forventninger
– forhåbninger og knuste eventyrsforestillinger,
selv når jeg køber ind og får hverdagen til at hænge sammen
uden dig,
og det er nu ikke helt fair (synes jeg),
men hvorom alting er,
så er jeg skidegod til ikke at være sur og tvær,
og jeg er supersjov,
når jeg jonglerer med ord og fjollede facts
i min omgangskreds,
men der er jeg jo heller ikke i det sorte hul,
som jeg sommetider falder ned i,
når jeg tænker på kærlighed
eller blive skubbet direkte ind i den
i freaking Føtex.
Jeg er ikke bitter,
jeg bliver bare holdt tilbage
af alt det, jeg har.

Det hyler fra mågerne
når jeg skriver dit navn i sandet,
og stille ser det forsvinde
ligesom du selv har gjort så mange gange før.
Og jeg græder ikke,
men sparker bølger op til mine ører
så jeg husker hvorfor jeg ikke ville mere,
så jeg mærker hvorfor du stadigvæk føles så uhyggeligt langt væk
og tæt på,
når tiderne mødes og krydses
og solen har lagt sig
for ikke at se mine nederlag,
når jeg endnu engang banker mig selv med din hammer.

Det hyler i solnedgangen
og det river i mine kinder
når jeg ikke længere er gal,
fordi du jo bare er sølle og ussel og går glip af alle mine smil og bedrifter,
ja selv mine dumheder og fejltagelser,
men det må du også selv om,
og det må jeg bare trække på skulderen af,
fordi du ikke ved bedre
selvom du er ældre end mig og burde kende til ansvar og forpligtigelser
og kærlighed i alle nuancer.
Men du er her slet ikke
og har du nogensinde været det?
Og mine kinder føles bløde
fordi det faktisk bare er synd for dig,
at du ikke er større.

Det hyler i mit hjerte
når det igen bliver aktuelt
at dele noget med nogen, der burde vise interesse.
Når det endnu engang kommer på tale,
at det er naturligt at ville høre din mening,
fordi jeg jo stadigvæk er yngre end dig og med dit blod,
fordi du trods alt har skabt min ydre skal,
og derude er jeg sej
når vinden hiver i min jakke
og vinteren truer mine juli-brune arme,
men hvad så når det bliver relevant at kigge indad?
Jeg er blød og rød og følsom og analyserende,
en kende dramatisk og nok også mistænksom
når det kommer til tillid,
og det er der, du gemmer dig.
Midt i rodet.
Midt imellem hjertesorg og lykkerus,
nervøse træk og dårlige nerver.
Du ligger der,
som en trold i en æske,
og jeg hader når du springer op.
Hvis du så bare gjorde det for alvor
og jeg kunne tage fat om din nakke
og navigere dine øjne til mit bryst
og måske dér,
lige dér,
vil det så gå op for dig,
at selvom jeg afskrev dig
havde du lang tid i forvejen afskrevet mig,
og det derfor nu altid runger
når det hyler i mit hjerte.

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.