I mit næste liv
vil jeg sejle
mindst én gang om måneden
og du skal også have lov at komme ombord
så jeg rigtigt kan fortælle dig
om styrbord og mine store drømme
du måske kunne blive en del af
især som du sidder der
og hiver solen ned
og giver mig alt
hvad jeg overhovedet kunne ønske mig

I mit næste liv
ønsker jeg mig
en altan med udsigt
hvor vi kan drikke kaffe
og tale om politik og kultur
og om hvordan du betager mig
Og bagefter vil vi gå tur
langs en strandpromenade
som ægte turister
fordi alle skal se
hvor glade vi er
for hinanden
selvom vi godt ved
at vi allermest vil virke
opkastfremkaldende
Men sådan er der jo så meget, som er
og på den måde er vi jo
allerede godt integrerede
i den kollektive følelse af samhørighed
og har man så ikke peaket?

I mit næste liv
ønsker jeg mig
øjeblikke hvor vi griner
uden at vide hvorfor eller
hvordan vi slipper af med
rødvinspletten på din hvide skjorte
og det vil slet ikke gøre noget
Du vil slet ikke være sur
for det er livet for kort til
blev vi enige om
da vi åbnede flaske nummer to
og skålede for flere dage
med solskin og frihed
og ingen mareridt
hvor vi er ansigtsløse eller dør

I mit næste liv
ser jeg gerne
at du sidder lige her
ved siden af mig
når jeg græder
fordi jeg dummede mig

I mit næste liv
vil jeg danse med dig og købe dig dén øl
Jeg vil kysse dig og kramme dig og vise dig
alle mine hemmeligheder og yndlingssteder
Alle de ting, jeg ikke kan få nok af
Jeg vil bære dig og smage dig
Elske dig og berige dig
med alle dine yndlingsting
Jeg vil fortælle dig igen og igen
at du er et af mine yndlingsmennesker
og at ordet yndlings ofte blive misbrugt, men
i dette tilfælde er det helt oprigtigt og slet ikke overfladisk

I mit næste liv
håber jeg
at du sidder her
og tager mig i hånden

I mit næste liv
lover jeg
at gøre det bedre
i mit næste liv

Du er som efterårsblade
og tequila shots
Ikke til at komme udenom
og derfor skriver jeg digte på din hud
når du lader som om, du sover

Vi er en skumring
når vi ser forelskede ud
og det kunne meget hurtigt blive til en grav
omringet af påskeliljer og gøgeliljer
kongeliljer og bjørneklør
Men du er dejlig
og så fandens flyvsk
Jeg kan ikke lade være med at blive fanget
fængslet i dine fodspor og smil
dine orgasmer og økologiske juice
og jeg har med vilje givet op

Du er en kamp
jeg ikke behøver at vinde
Jeg er en god taber
Jeg er vinden, der puster dit efterår i gang
Jeg er et udmærket billede
på Stockholmsyndromet
og du nynner titelmelodien
til min undergang
imens du planlægger vores næste korrupte scoop
vores næste udflugt
og jeg glæder mig
til at få varmet mine hænder
og kysset mine ører igen

Du er det bedste jeg har
når solen skinner og du er så forårskåd
at du kan sælge mig is og alt for dyre drinks
fordi du kender de rigtige steder
og jeg har lyst til at ruske i dig
få dig til at komme
udover min sørgelige sjæl
fordi det også bliver vinter igen
og jeg vil have dig
som du er nu
hele tiden
og med ukrudt, lugt og byggeri
i dit hjerte
jeg tager dig for den du er
når bare du ikke opgiver mig og mit håbløse rod
der vil elske med dig
råbe dit navn, igen og igen
imens vi vælter os i kultur
og du lover mig at forny mit årskort til dit palads
der er din dansende hverdag
din liderlige trummerum
der lever af min uforbeholdne kærlighed.

Det er ikke et sekund for tidligt
når du sælger dig selv
for min skyld
når jeg boltrer mig rundt i dine herligheder
som hemmelighedsfulde kys
som var de den forbudte frugt
fordi jeg skal tidlig op i morgen
fordi det kun er tirsdag og du lokker
med dit livemusik og de kulørte lamper
og så er jeg slået hjem
og må overgive mig til dine skørter
som en hundehvalp
der slikker og slikker
til sidste dråbe er væk og så blev det onsdag
og selvom jeg burde have dårlig samvittighed
over at bruge dig,
du underskønne afrodisiaka,
så gør jeg det igen i morgen og i næste uge
fordi du kan holde til det, skat
du er trods alt en by med godt ry
København.

For du er som en fibersprængning,
der bruger ugevis
på at gøre det hele meget mere
ubehageligt.
Som en brækket tommelfinger,
man ikke vidste, man brugte så meget.
Et vindstød,
når jeg cykler over broen
med poser på styret.
En hårknude,
når jeg børster håret om morgenen.
Du er slet ikke til at døje.
Du og den forbandede smerte,
du altid kommer anstigende med.
Jeg kan ikke bruge det til noget fornuftigt,
men hvor pokker skal jeg gøre af dig,
når du kommer snigende med din forpustede puls
og dine ’hvad nu hvis’er og ’det kunne jo være’?

Og jeg gider dig altså ikke mere nu,
jeg er alt for træt.
Så pak dine utætte løfter sammen,
når nu du alligevel lader mine drømme fosse
direkte ud i lokummet,
imens jeg tværer mascaraen ud
og filer mine negle.

Du er der fandme også altid,
dumme hjerte.