Sorte skyer var skygger i hans fortid
han så på de legende børn, men havde aldrig selv tid
han havde travlt med at være soldat i hans barndom
solen var aldrig synlig, det var som om den aldrig kom
han havde intet valg, familien skulle beskyttes
havde kun en lillebror, og en far der skulle støttes

Det var som om livet tog et spring, ramte et bristepunkt
han mistede det eneste han havde nært, hjertet faldt tungt
bomber faldt fra himlen, hans verden faldt fra hinanden
sorte huller omkring ham, beskriver bedst tilstanden
han fik aldrig sagt farvel, han vidste ikke hvor de var
han fik bare at vide, at han ikke længere havde en bror eller far

Hans onkel tog ham med, de tog i eksil
bragte ham til Danmark, hvor de tog imod ham med et smil
han fik tildelt et værelse, som han delte med mange
langt væk fra krigen, men dagene var stadig lange
han søgte lyset, som han aldrig havde set før
skyerne begyndte at åbne sig, solstrålerne blev større

3½ år senere snakkede han godt dansk, med et godt ordforråd
men boede i samme værelse, med fremtiden som en gåde
det var ikke tilladt at arbejde, han måtte ikke tjene penge
hans liv var ensformet, han så kun de samme vægge og senge
det var som et politisk fængsel,  og han var gidsel på dybt vand
det efterlod ham ude af stand, til at føle sig som en del af et land

6½ år er gået nu,  hans liv er ikke kommet meget længere
han sidder stadig i samme lejr, samme værelse, samme venner
ubegrænset ophold, uviden om hvor lang tid han vil være i dette sted
men Amor besøgte ham med en pil, for ubegrænset var også kærlighed
han blev gift, fik et barn, der er halvandet år
hans kone var fra samme lejr, med samme håb om bedre levevilkår.

De havde været her så længe, at det ikke kunne tænkes at vende tilbage
derfor havde han søgt ind på en uddannelse, og ville få svar om et par dage
de var nået til det punkt, at de turde endelig at drømme om et lykkeligt liv
krig og ødelæggelse var blevet erstattet med et bedre alternativ
de havde fået et svar om deres ophold, åbnede brevet med nysgerrige blikke
hun havde fået opholdstilladelse med barnet… men det havde han ikke…

Del 2

Han fik to breve dagen efter, åbnede dem med tårer i hans øjenkrog
det ene brev var fra uddannelsesstedet, hvor han var blevet optaget, som en af de få
på det andet brev stod der, at han skulle forlade Danmark indenfor en bestemt dato
det liv han lige havde opbygget, var presset sammen, som en ødelagt bro
han kunne ikke vende tilbage, han håbede på at modtage et brev med en rettelse
for en hjemsendelse ville kun sende ham til en koldblodig henrettelse

Han fik af vide at han skulle pakke sammen, de skulle sende ham hjem
men nægtede at forlade sin kone og barn, han kunne ikke leve uden dem
de lyttede døvt med fornuften og så blindt med deres menneskelighed
Al’ form for samvittighed og moral forsvandt med landets anstændighed
han søgte flugt i en kirke, håbede på lys og mirakler, ventede på et stjerneskud
Det varede ikke længe, fordi politiet stormet kirken, og pustede det sidste lys ud

Han blev arresteret, flået væk fra sin kone, og barnet forstod intet
han fik et deja vu, barndommens krigs traumer blev indhentet
fra dengang han mistede sin far og bror, det havde han aldrig glemt
han gav sig selv et løfte, hans børn aldrig skulle opleve noget nær så slemt
men det løfte var han blevet magtesløs overfor, politiet førte ham bort
han fik ikke chancen til at sige farvel, igen, det ramte ham hårdt

Han stod af flyet, huskede lufthavnen svagt
landet bestod af ubehagelige minder og et stort tab
han ringede straks til sin kone, for at fortælle at han var landet
kiggede sig rundt omkring, så vagter samles om ham, de blev mere og mere bemandet
han rystede i stemmen og sagde ”Husk jeg elsker dig, giv et kys fra mig, til vores søn
”Så lagde han røret på, gik ned i knæ, og begyndte at bede en bøn

Hans kone nåede aldrig at besvare hans ord
deres barn måtte ikke blive efterladt kun med en mor
så hun håbede stærkt på, at han en dag ville komme hjem
men hendes tårer faldt for evigt, fordi hun hørte aldrig  fra ham igen…

Mørke over byen
Prikker af lys der svæver
hen over mit gadebillede
og ødelægger mine illusioner
om stillestående tilstande
Her slår jeg hovedet i asfalten
igen og igen og igen
En gang for hver gang
du knækkede mig indeni
og efterlod mig blindt
fordi du skulle indhente
fremtiden

Jeg er ingen Regina
alt dette glider ud af mine hænder
som det stykke sæbe
på dit badeværelse
der duftede af lavendel
Den eneste søde duft
i hele din lejlighed
Bortset fra mig
som du sagde

Men jeg vil tilbage
hver eneste dag
så du kan overfalde mig
med alt dit had
Alle de ting du fortryder
bør du kaste imod mig
Men jeg bidrager til
din begravelse
Hvert øjeblik med mig
får dig til at fortryde
tre gange så meget
Og du river dig selv til blods
når jeg er gået

Undskyld

http://ceciliesund.wordpress.com/2013/08/25/jeg-vil-tilbage/

Forude venter kun stormen i mit hoved
mens byen vokser ustyrligt bag mig
menneske og metal er uadskillelige
jeg længes efter min søgte fortid
hvor jeg var løst fra giften i mit blod –
blot et par skridt, lige dér, foran mig
venter stormen, kaos, min opløsning
den herlige opløsning i træernes varme
den herlige opløsning i glemte dage
den herlige opløsning ikke at kigge tilbage
den herlige opløsning i at være mig selv

Stier, der engang var skjulte, er mit hjem
mens jeg glemmer min oprindelse
mand og kvinde har skabt mig engang
jeg længes efter at se mig selv igen

i en glemt verden af kærlighedsdans

Forude venter, altid forude, aldrig bagude
mens døden vokser ustyrligt i mig
digteren og melankolien er sammensmeltet
men jeg gør alt for at slippe fri
knuse min lyst til at vandre bort igen –
men et par skridt lokker, lige dér, snart
frihed venter ikke, så jeg løber bort efter den
den herlige frihed at løsne sig fra byen
den herlige frihed at hoppe nær havet
den herlige frihed i at tilgive sig selv
den herlige frihed at falde over bord
og flyde frit gennem livets timer

Jeg stopper aldrig med at søge
jeg stopper aldrig med at vandre
jeg stopper aldrig med at hade mine tanker
jeg stopper aldrig med at elske mine tanker
jeg stopper aldrig med at forsøge
jeg stopper aldrig for at vente
jeg stopper aldrig som den sidste
men begynder som den første at forstå
at det er dejligt, når skovens kant vibrerer
under mine sælsomme fødder