frygt – Digtsamleren

Rytmer af følelser – Digt af Kristina Munch

KristinaM — Fri, 29 Sep 2017 08:18:12 +0000

Du vågner en morgen
hvor fuglene synger
og glæden bobler i hjertet
som champagne
og intet kan stoppe smilet
på dine læber
eller de dansende trin
fra dine ustoppelige fødder
der selv på de glødende hjertekul
danser smertefrit henover

Men på et ubestemmeligt tidspunkt
får dine tanker ændret kurs
hen mod frygtens fangarme
som skaber grå skyer
langs panelerne i din stue
Måske blot en fornemmelse af noget
eller et ord der blev sagt forkert
som giver ekko i mørket
og får glædesboblerne til at forvandles
til angstens kryben i din krop

Tilbage i neutralitetens rum
hersker roens stemme
ihvertfald for en stund
Der hvor alting bare er
måske endda endeløst tomt
eller et velkomment hvilested
for den rytme af følelser
der i evige sekunder bølger gennem din krop
og reflekterer dig ud i verden
som et hav af vibrationer

Angst – digt af Kristina Munch

KristinaM — Thu, 04 Feb 2016 13:03:22 +0000

Jeg vil lægge mig ned
Putte mig under dynen
Gemme mig væk
Jeg er træt
Jeg er bange
Bange for min krop
Bange for min hjerne
Bange for mit hjerte
Bange for min ånde
Fysisk
Psykisk
Jeg er svimmel
Skal jeg dø nu?

Bange for mig selv
Bange for andre
Bange for mine kære
Bange for ikke at kunne være der
når jeg skal være der

Bange for at være bange
Bange for andre skal se mig bange
Bange for at gøre dem bange
Bange for skammen
over at være bange
Bange for trætheden
og trætheden over at være bange
Ked af at være bange
og flyde i frygtflodens tårer

Jeg er bange
Bange
Bange
Bange

Jeg putter mig under dynen
Gemmer mig væk
i skærsilden mellem liv og død
Bange for at leve
Bange for at dø

Talte dage – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Sat, 31 Oct 2015 12:11:01 +0000

Der findes dage
hvor jeg farer vild
i sammensuriet
af mine længsler
og handlinger
Dage
hvor jeg ikke kan
kende forskel
på mine fodspor
og jeres hverdagslalleri
når I bytter om
på fredag og onsdag
og lugter af sprut

Der findes dage
hvor du kan se
i mine øjne
at jeg forsvandt
for længe siden
Hvor jeg arbejder
imod min egen skygge
for at kunne spejle mig
i jeres
Dage
hvor solen bliver ved
med at skinne
bag mig
Hvor jeg ønsker
ikke at kende nogen
der trækker vejret
så synkront
at jeg får gåsehud

Der findes dage
hvor jeg ikke siger noget
af respekt
for stilheden
der bor i alle jordens hjerter
Hvor jeg hellere
vil være fiktion
Hvor sorg er en blomst
jeg vander
for at deltage
i min egen undergang
Som en autoritet
En spiral af følelser
der har hobet sig op
og snart
tilintetgør
mig

Fald – Digt af Kristina Munch

KristinaM — Fri, 30 Oct 2015 12:51:19 +0000

Jeg vil falde
og lægge mit fyldte hoved
ind mod et åbent bryst
hvis hjerte smelter sig ind i mit
og tømmer det for mørke.

dele ødselt ud af
tyngden på mine skuldre
der maser min skrøbelige krop
lidt for langt ned under jorden
når vægten er for tung at bære
alene

sprænge vej
gennem isolerede vægge
bygget op for ikke at gå i stykker
engang
gribe fat i hænder
og slippe hjertet fri af frygt
med fare for at gå under
alligevel

Med håret i postkassen – Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 02 May 2014 13:53:59 +0000

Ene blandt hinanden,
sidder vi og drikker lunkne genstande
imens solen går ned,
og vi går et skridt tættere på evindeligheden
og dommedagens efterladenskaber.
Urokkelige har vi hæftet os sammen,
fordi vi er bange for det uundgåelige
og Pjerrots hvide latter.
Og selvom jeg leger med ilden,
tisser jeg ikke i bukserne,
og vi griner af mit mod og min dumhed,
og den troværdighed
vi alle har givet et andet menneske.

Og hvis vi dør i nat,
så lad os alle dø sammen.
Lad os for evigt være forbundne i døden,
som det var meningen i livet,
og det sidste vi vil se
inden vi trækker ud i lokummet,
er de evige gule øjne,
der hjemsøger os, når vi er kede af det
og bare gerne vil et andet sted hen
hvor intet kan nå os
og der er drinksparaplyer i glasset.
Lad os gå det sidste skridt sammen
og bukke og neje i vinden,
imens vi springer over i køerne
fordi hellere før end siden
og hjulene på bussen drejer rundt og rundt og rundt
og cirklen går ikke itu.

Jeg holder hånden for hjertet,
så det ikke ser hvor dybt der er på bunden.
Og I vil kunne smage uendeligheden på jeres sprunkne læber og revnede tunger,
og jeg vil ryste på hovedet
fordi jeg godt vidste, at det var sådan det ville gå.

Vi flakker rundt i skyggerne af Guds vilje
fordi vi alligevel ikke er helt sikre
på, om det virkelig er den anden side, vi søger,
og pludselig ér det for sent,
og der er ikke flere ledige taxaer
og vores hænder er fugtige
og Matas har lukket,
og så står vi dér
– med håret i postkassen
og er blevet helt og aldeles forladt.
Heldigvis er vi en slags flokdyr,
og skal man være ude af den,
så lad os være det i grupper.
Lad os dø
imens vi nynner “We shall overcome”,
og måske så endda gøre det.