Ord ville fylde for meget
kun handlinger taler
Kun kroppenes vibrationer
danner toner for vores sind
aer og kærtegner os i vakumets kaos
hvor vores indre centrifugeres
og vores ydre fortæres

Vi ser ind i hinandens øjne
mens universet presser os fra hinanden
og vi holder fast i al vor dyriske magt
i et tempo der er åndeløst, tidsløst og magtesløst
Der er intet der skal skille os ad

Suger eleksiren ud af hinanden
som junkier i evigt fix
efter den første gang
men intet kan sammenlignes
med frugten fra et barndomsminde
der har haft sin gang

Vi ser ind i hinandens øjne
mens universet presser os fra hinanden
og vi holder fast i vor dyriske magt
for når vi slipper taget
dør vi atter igen

Og jeg brækker mig
over folk, der prædiker om,
at der er mange andre fisk i havet.
Og om at man skal op på hesten igen.
Pak jeres rådne dyremetaforer sammen
imens jeg sidder og forbløder
udover hele min sølle kærlighedsillusion.
Og mine fedtede fingre tegner knuste hjerter
i den røde masse,
i takt med lyden fra min rallende hals.

Men hvis jeg nu – udfra mit abstrakte syn
og mit kunstneriske øje,
tegnede en plet på brystet,
og bildte mig selv ind, at den var god nok.
Så kunne jeg grave og grave og skære
lunser af kød,
spolere mit bryst til ukendelighed,
og dermed ikke tænke mere på dig.
Mit hjerte ville stoppe, mine øjne fryse,
og der ville ikke være mere at komme efter.
Og du behøvede ikke overveje
om du overhovedet skulle kontakte mig igen.
For jeg ville ikke være der.
Og du kunne blive fri
og jeg kunne forblive død
og alting ville være lettere.
I stedet for alle de drømme om børn, rejser, køleskab og leve lykkeligt til døden os skiller.
Dem kan jeg tage med mig i graven,
og brøle over dem og dig og over dengang vi var glade,
men lige nu håber jeg, at mit synsbedrag vil hjælpe mig,
som et glitrende fatamorgana,
så det eneste spor efter min hallucination
ville være den knaldrøde farve,
og hjerter tegnet i ubrugeligt donorblod.

Der er så langt imellem det
at det nærmest laver gispende lyde
som en kvinde der kvæles
og ved det er sidste gang
hun ser sin mand i øjnene
Og så skriger vi
og hiver totter af hinanden
mens verden står stille
og vores stole flyver rundt
indtil en af os får den i hovedet
og drætter om
så den anden
går i panik

Der er så langt imellem det
at når vi er tæt på
så smadrer vi det mod gulvet
så små stykker sølvfarvede sten
vil flyve ud over det hele
Ligge som en opvågning
og stirre os op i øjnene
Og så kysser vi
mens alt igen bliver stille
og vi kan falde sammen til det
de andre siger vi burde være
men som kun er 5% af det hele
De 5%
der holder alting på plads

http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2013/02/14213.html

Kan jeg trække dig væk
fra de skrigende pigestemmer
ud i en atmosfære
hvor alting står stille
Selv vores vrede ord
og mine onde beskyldninger
Kan jeg
få dig til at glemme alt
og starte forfra
med at kysse mig
Du må hjertens gerne
glemme tungen
og bare bide mine læber til blods
det er fint nok
helt ok

Kan jeg nå at fange dit blik
blandt menneskefærd og dubstep
danse mig igennem mængden
og hoppe frem mod dig
stirre på dig indtil du
accepterer og trækker mig væk
svinger mig rundt i cirkler
gør mig rundtosset
får mig til at grine
og hælde mere rom og cola
ned igennem halsen
Kan jeg
flette fingre med dig
mens alting blinker
så det ligner at folk
danser i slowmotion
Lade musikken fade ud
og alting
falde
ned

Kan jeg
presse aftrækkeren i bund
og se dig falde på knæ
uden at
fortryde

ceciliekristensendigte