Hun sidder

på kanten

af verden

i byen

hvor det hele

begyndte

Jerusalem

byen der sang

de sataniske vers

til Gud før

Salman Rushdie sang

dem til menneskeheden

byen der fødte

verdens konfliktakse

i sit konstante oprør

mod sig selv

byen, om hvem

man ved at

lykkes freden her

kan den lykkes alle steder

Hun venter

på den grædende mur

mellem øst og vest

mellem dem, muslim og jøde

født af den samme Gud

forenet i kødets synd

hadet af deres fædre, mødre,

familier, rabbiner, imam

Palæstinensisk kvinde

Israelsk mand

mødes her hemmeligt

kigger på stjernerne

tager ud til appelsinlunden

og elsker, for træerne sladrer ikke

Hun ser op

venter

himlen griner

horisonten flækker

i solen ved synet

af blodet fra

den 3. Intifada

der venter

i gyderne

Han kommer

langs væggen

i solstråler der

rammer

så han ligner

en engel fra

den anden side

hendes hjerte slår

en takt ekstra

hendes mand

der i solnedgangen

kaster lange skygger

tænker på hans

læber, kysset

der forener

Israel – Palæstina

storheden der bliver født

i deres favntag

nat efter nat

Hun føler det som

om hun føder

verden på ny når

de elsker

og hun elsker ham

som om natten og dagen

var hendes egen

Han nærmer sig

kravler op på muren

læberne mødes

de tænker ikke over

han er forfulgt

af ørnen

der vil slå kløerne i en

forræder der fornedrer

sig til parring med fjenden

forfulgt af fjenden der

vil holde det fascistiske svin

fra at besudle ægte palæstinensisk blod

Alle hader dem, for man krydser ikke

muren mellem jøde og muslim

Da mørket har lagt sig

tager de ud i appelsinlunden

elsker under månens lys

hun mærker livet forplante

sig, mærker det i det øjeblik

det sker

De ligger der sammen og kigger

på stjernerne og hun tænker

om deres fælles liv

deres afkom

er jøde eller muslim

for man kan ikke være begge

og hun ser slet ikke lyskeglerne

der glider igennem mørket

og øjnene fra begge sider

der kigger koldt

på kroppene

fra hver sin side af floden

der ligger tæt som om

de hører sammen

ser ikke

hænderne der rør ved

stålet for at skille dem ad

Han ser det heller ikke

men ligger og smiler

for han har endelig fundet det

de gamle profeter talte om

har endelig fået Gud

selvom hun er en gudinde

fra en anden stamme

Han elsker alt ved hende

ved han må opgive alt

hvis det skal være dem

men han er villig

villig til at blive en af dem

hvis det er det der skal til

Lys skærer gennem nattens stilhed

Man finder dem sammenslynget

i appelsinlunden

næste morgen

mens solen rejser sig

over det hellige land

Gennemskudt

kroppene svøbt i blod

Ingen ved hvem

der kom først

hvilket had

der dræbte

kærligheden

der kun kunne være

en drøm

så længe politik

betyder mere end

den enkelte