Mørke tunge timer
som perler på en snor
kæmpende for at ende
med at blive endnu en dag.

I lysets genskær ligger
november sig på min hud
og den glemte fortid flyder
som fortrudt tid i rendestenen.

Tankerne er manipulerende,
som popcornduftene i cirkus,
men ville ønske at vi sammen
kunne vende alle dage i guldstøv.

Jeg siger alle de rigtige ting,
imens jeg gør alle de forkerte,
men vi har ingen kufferter stående
og i højtalerne synger vi med Lou Reed

Perfect Day

Magiske gnister i min mave
sprænger fri af
livets bånd
dets kvælertag
dets arbejdsliv og stress og jag
dets matrielle luftlag
der holder stabilitesen sammen
med lim af glitter
pitch-, punch- og oneliners
dramatiske overtag
af min krops udsmykning
dets fastfrysning
med iskrystaller på min ordlyd
og trommehvirvler på min gangart
Jeg er en afart

Systemets pragteksempel
blot endnu et nummer
til gavn og indtjening
Endnu et procentuelt skridt
i den rigtige retning
Endnu en borger
blind for forandring
men hvad de ikke ved
er at min sjæl er i blomstring
Hvad de ikke kan se
er at jeg er en torn
i deres forankring
Jeg er deres afmagt

Og når de slår os med deres paragraffer
indholdsfladt tv og kalkulerede mediekrig
kan jeg mærke følelsernes skrig
bruse frem af bølgerne
på de fri
Dem uden skærmens lænker
og selvrealiserings afhængighed
Jeg kan høre dem tænke
og jeg kan sprede deres opflammende råb
Måske du også kan høre dem
hvis du lytter med et håb

De er stjernerne i mit legeme
menneskelighedens dåb
De er din stemme
dit lyttende øre
et hjælpende pust
De er solen
når dagen føles tom
Dit indeste inde
Hjertet i din hånd