Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen