[fblike]

Jeg var som besat.
Denne absurde og obskure besættelse af tid.
Altid.
Tiden den tikkede og takkede, og jeg nåede aldrig, enten at neje eller bukke, eller at sige selv tak, til tiden.
Vi betalte hverken med penge eller kredit, når vi ved fælles indsats prøvede, at tørlægge en stribe brune buler i indre by.
Vi betalte med timer af vores eget liv.
Vi var alle prostituerede, ludere, gigolos, af tid, der solgte deres krop, for en lille følelse af frihed.
Det handlede om provision, penge og pik og patter.
Sådan var tiden.
Vi var midt i den.
Og den blev ved.
Menneskedyrene stemplede ind, til digital optælling, på sekundet, i minuttet før det næste, af forskelligt forældet urværk.
Imens vi arbejdede på de små kontorer, tællede vi tiden ned til friheden igen startede, og når friheden meldte sig, talte vi timerne ned til vi atter skulle stemple ind på sekundet, i minuttet.
Vi talte hver time og hvert minut, vendte hver en ører og provision på papiret, for at en højere magt skulle tælle tallene, timerne og minutterne igennem, og skærer i dem, for de minutter vi havde været på toilettet, for at pisse og skide dårligdommen ud af os selv, inden vi igen smurte smilet på ansigtet, blot to minutter forsinket.
Som døden.
Sådan var tiden.
Det var typisk tiden.
Det var tidstypisk.
En øl kostede os fem minutter af vores liv, imens at ild i cigaretten, kostede os en dag eller to, for slet ikke at snakke om risikoen, af muligheden, for at blive kørt ned på vej til arbejdet, efter udstigning af bussen, for at tjene tid, til tiden.
Talte timer, blev til lange skridt, og menneskene stod i klumper ved Nørreport.
Som myrerne patetisk slæbte og sled. Forvirrede, over vejarbejde, som fugle der fløj ind i glasfacader – med smart phones, altid online og med klokkeslaget udenpå tøjet og digitale HD tal, tatoveret på hovedpulsåren.
Travle.
Mod nye destinationer, imens at rådhusklokkerne ringede endnu en ny time ned, og afsluttet.
Og dagene gik.
Timerne gik.
Menneskene gik, eller cyklede, boede i små kasser, som var sat ovenpå hinanden, og hvis de havde talt virkeligt mange timer, kørte de helt sikkert store og sorte fede biler, og boede i store fede lejligheder, med sofagrupper og drak Merlot Anno 74 –
Og sådan var tiden.
Tiden var talt.
Timerne var talt, minutterne var talt og sekunderne var i millisekunder, VED at blive talt, imens at jeg skrev dette.
Menneskene var talte, i munden på hinanden.
Vi var allesammen skrevet ind som cifre og numre i systemet –
et stort ildelugtende klokkeværk, af tid.

Og jeg havde lyst til at sparke lavt.

[fblike]