liv – Digtsamleren

I mit næste liv – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Mon, 03 Sep 2018 13:31:07 +0000

I mit næste liv
vil jeg gå til venstre
i stedet for til højre
for så vil vi måske mødes
på et bedre tidspunkt
Og du vil kaste dig
ud i havet imens jeg
tegner min kærlighedslinje op igen
og mærker lyset tatovere sig
ind i mit hjerte
som en slags påmindelse om
at jeg skal blive ved
Selvom jeg ikke ved
hvad jeg foretager mig
så skal jeg bare blive ved
Og så vil du smile
drivvåd og lykkelig
og jeg vil ikke være i stand til at knække

I mit næste liv
vil jeg sejle
mindst én gang om måneden
og du skal også have lov at komme ombord
så jeg rigtigt kan fortælle dig
om styrbord og mine store drømme
du måske kunne blive en del af
især som du sidder der
og hiver solen ned
og giver mig alt
hvad jeg overhovedet kunne ønske mig

I mit næste liv
ønsker jeg mig
en altan med udsigt
hvor vi kan drikke kaffe
og tale om politik og kultur
og om hvordan du betager mig
Og bagefter vil vi gå tur
langs en strandpromenade
som ægte turister
fordi alle skal se
hvor glade vi er
for hinanden
selvom vi godt ved
at vi allermest vil virke
opkastfremkaldende
Men sådan er der jo så meget, som er
og på den måde er vi jo
allerede godt integrerede
i den kollektive følelse af samhørighed
og har man så ikke peaket?

I mit næste liv
ønsker jeg mig
øjeblikke hvor vi griner
uden at vide hvorfor eller
hvordan vi slipper af med
rødvinspletten på din hvide skjorte
og det vil slet ikke gøre noget
Du vil slet ikke være sur
for det er livet for kort til
blev vi enige om
da vi åbnede flaske nummer to
og skålede for flere dage
med solskin og frihed
og ingen mareridt
hvor vi er ansigtsløse eller dør

I mit næste liv
ser jeg gerne
at du sidder lige her
ved siden af mig
når jeg græder
fordi jeg dummede mig

I mit næste liv
vil jeg danse med dig og købe dig dén øl
Jeg vil kysse dig og kramme dig og vise dig
alle mine hemmeligheder og yndlingssteder
Alle de ting, jeg ikke kan få nok af
Jeg vil bære dig og smage dig
Elske dig og berige dig
med alle dine yndlingsting
Jeg vil fortælle dig igen og igen
at du er et af mine yndlingsmennesker
og at ordet yndlings ofte blive misbrugt, men
i dette tilfælde er det helt oprigtigt og slet ikke overfladisk

I mit næste liv
håber jeg
at du sidder her
og tager mig i hånden

I mit næste liv
lover jeg
at gøre det bedre
i mit næste liv

Der kommer en dag – Digt Af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 11 May 2018 15:42:24 +0000

Der kommer en dag
hvor vi vil grine af det hele
Hvor mit knuste hjerte
vil være helt
i dine hænder
En dag vil vi sidde
med ryggen mod muren
og suge solskinnet ind i vores sjæle
imens vi taler om alt dét
vores drømme er gjort af
Der kommer en dag
hvor duften af vådt græs
vil minde os om uovervindelighed
og gøre os vibrerende kåde
Hvor vi kan bruge vores sorg
som grundsten i vores videre færden
Hvor jeg vil hive minder frem
og smile oprigtigt, fordi det føles
godt

Der kommer en dag
hvor vi kan se tilbage
på alle vores dumheder og uforsigtigheder
og faktisk være okay
fordi vi trods alt er blevet
dem vi er
Der kommer en dag
hvor vi vil le
så blomsterne springer ud
og vækkeuret går i stå
Hvor én ulykke kommer alene
fordi vi er blevet mestrer
til at afværge og forebygge
Og en dag vil jeg fange solen
i mine hænder og kaste den
mod dit grædende ansigt
imens jeg fortæller dig
at vi snart vil kunne bruge øjeblikket
som noget værdifuldt og du vil
ryste på dit hoved og græde endnu mere
men du vil ikke kunne skjule
den lille smule af lykke
du gemmer i dine mundvige

Der kommer en dag
hvor mørket ikke kan nå os
og når det os alligevel
så går vi bare ud i lyset igen
Der kommer en dag
hvor jeg er blevet bedre
til at håndtere min smerte
og bruge den som årringe i min vækst
Hvor vi graver kartofler op
uden at blive solskoldede
imens din mor kommer med iskold lemonade
og en øl til dig
Der kommer en dag
hvor det føles som om
vi aldrig var gået i seng
og vi vil tage endnu en drink
imens vi ubesværet når
Whitneys høje toner
og ønsker vores ekskærester lykke
også selvom de maltrakterede os

Der kommer en dag
hvor vi hviler så meget
i os selv
at vi ikke finder det stressende
at grine og græde
på en og samme tid
På samme dag
Samtidigt
En dag vil vi aldrig
mangle kaffe eller penge
for vores økonomi vil være så kedelig og flydende
at vi ikke behøver at bekymre os
En dag vil vi kaste guld
efter vores børn
for at få dem på højskoler
så de kan blive intellektuelle individer
med hang til musik eller litteratur
Der kommer en dag
hvor vi vil græde
når Det er så yndigt at følges ad
beklæder kirkernes spir
og det vil være okay
og det vil være forventeligt
for jeg vil altid være følsom
og vi vil altid have kleenex med
i tilfælde af poetiske hverdagslinjer eller
brud i asfalten

En dag vil vi se tilbage på vores ungdom
og blive sentimentale og rørstrømske
imens vi deler en snackkurv
og sætter hatten på skrå
fordi vi faktisk gjorde det
Fordi vi rent faktisk gik hele vejen
Og mit hjerte vil slå
endnu hurtigere
når du sidder dér
ved vandet og stråler
og holder hele min verden
i dine hænder
fordi jeg var modig nok
til at give dig det

Der kommer en dag
hvor vi vil smile af det hele og
være lykkelige over
at vi turde at
give slip
på kontrollen
og satse hele butikken
Der kommer en dag
hvor du vil stå med mit hjerte
helt og bankende
imellem dine hænder
Og det er skræmmende
på en måde, der gør
at jeg glæder mig

Skabelse – digt af Kristina Munch

KristinaM — Tue, 29 Aug 2017 02:02:54 +0000

Aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som på de ben
der til tider
usikkert bærer mig.

Som en rutchebane,
farer energier ind og ud
helt op til skyernes himmelrykte guddommelighed
og helt ned til helvedes flammer
for at stoppe brat op på jorden igen

Men alligevel aldrig
har jeg betrådt så smukke stier
som i min egen urskovs bevoksning
af nye opdagelser
gemt bag et viltert krat.

Aldrig har jeg følt
så meget kærlighed
i min have af ukrudt og roser
uforklarligt
og fascinerende
når det er uden for min kontrol

Og dog sker intet uden grund.
Jeg ved det nu.
Erfaringen lærte mig
at intet er tilfældigt.
kontrol kan slippes og tages i hånden
og dirigeres som et symfoniorkester
spillende
på de fintfølende emotioners strenge
som skaber de toner jeg er.

For aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som opdagelsen af at kunne skabe
noderne
til mit eget livs musikstykke: “Simplicitet”
Toner
der vibrerer skingert i min krop
er ikke i harmoni med mig.
Mens de toner
der klinger som frydefulde vibrationer
bliver en node på mit blad.
Dog aldrig har jeg betrådt så smukke stier
som når jeg modigt overgiver mine strenge
til et andet menneskes hænder
spillende hengivelsens melodi
i den viltre have mellem roser og krat

Livets Åbne Hånd – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Wed, 08 Feb 2017 16:11:29 +0000

Jeg er en splittet sjæl
med hang til rødvin, kaffe
og digte om smerte og frihed
imens jeg prøver
at gemme mig i mørket
For mine følelser er ofte grelle
men røde som en ungpige-
-mund
der søger bekræftigelse
de mest mærkelige steder
Når det bløder
Når det drypper
på den uoverstigelige mur
der er min fremtid
Den jeg ikke kan se
for bar træer
der svajer voldsomt i vinden
der er mine tankespind
en tidlig mandagmorgen

Jeg leder efter noget
jeg ikke ved, hvad er
Noget, der dufter
af Svantes lykkelige dag
og røde tulipaner
Noget, der ligner hjerteformede
skyer og erotiske beskeder
på de duggede spejle
Men jeg vil samtidig ikke
risikere at finde alt
dét, jeg ikke kan få
for fortiden puster mig i øret
som en spøgelseshistorie
jeg bliver ved og ved og
ved med at fortælle mig selv
Som en ridse på en LP
En blist på tungen
Såret, der klør midt om natten
Jeg vil ikke være bange

Jeg vil ikke dø endnu
Jeg kan ikke omslutte mig
af vin og druer
som en anden ægyptisk gud
Men jeg vil bare ikke lide
mere virkelighedsnød
Jeg vil ikke fortsat være
en katastrofe
og
jeg vil ikke være streng
men
Jeg vil have alle landsindsamlingerne i min lomme
Som en slags arveforskud
Som et plaster på såret
Men børnene græder og
bølgerne bruser udover det hele
Tager mine grimme følelser
med sig i døden
når de hæver sig
Som maveskindet over mine ribben
Så æd mig
for fanden
Eller lad mig spise
af livets åbne hånd
imens jeg dypper
mit hår i druernes saft
og venter på
at nogen kommer mig til undsætning
For jeg kan ikke holde ud
at være splittet mere
Jeg vil kysses ud
af min dvaletilstand
Kald mig Snehvide, Tornerose eller bare idiot
Og plant mig så i din have
som en forglemmigej
med mutante træk
og søndagskaffeabstinenser

Jeg vil ikke dø

Tag mig med – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 13 Jan 2017 19:46:35 +0000

Jeg er fanget
i et bur af mine
egne ribben
Et gammelt hulrum
jeg ikke kan finde
en måde at komme ud af
Så tag mit slidte hjerte og tag
min brugte sjæl
Tag mig ud på den anden
side af poesibøger og rødvinsånde
Tag mig helt derud
hvor du befrier min vejrtrækning
og slår mig itu
Så jeg igen kan dulme bagved
ribben og åndedrag
og det blod, der løber
fra det åbne sår
der er det transplanterede organ
jeg prøver at integrere
i det kaos fagfolk kalder
kroppen
Mit forliste museum
Bysten over alle byster
Mit navn på en guldplatte
Forglemmigejerne
findes ikke her
Jeg transformeres langsomt
til et eksalterende organ uden
et sted at bo

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen

Uskrevet – digt af Kristina Munch

KristinaM — Fri, 04 Nov 2016 19:04:33 +0000

Jeg er en danser
iklædt transparente slør
flagrende om min nøgne krop
som vindpust af livets ånde
jeg danser med

Jeg er en kunstner
rutcher på en regnbuepalet
ud ad uendeligehedens marker
til at skabe hvad jeg ønsker
ud af alt og ingenting

Jeg er en skuespiller
et sammensat mosaikansigt
blandt tusinde stykker af ansigter
som sættes sammen til hvem
jeg allerede er

Jeg er en musiker
spillende på sjælens strenge
laver toner af handlinger og ord
skabt af mig og for dem
som krydser vejen

Jeg er en elsker
med kærlighed som kompas
på dybden og overfladens dønning
af et åbent og lukket oceans
stille og stærke strømme

Jeg er en lærling
i sansernes videnskab
lærende om livets komponenter
i en uskrevet lærebog
kun jeg kender

Kirsebær og andre metaforer for mødomsberøvelse – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Fri, 23 Sep 2016 14:50:52 +0000

Jeg tror jeg drømmer
når du splitter mig
som Moses og hans hav
Når du parkerer
alt det gode af mig
og det dårlige
jeg ikke kan skjule
på hver sin side af din libido
Jeg er din træl
din tøjte
din kvinde
og du rider min fornuft
som en mare på rov
Jeg kan ikke lade være (!)
med at underkaste mig
din befaling
og så dør jeg
lidt mere
Når du tapper mig
for blod og viljestyrke
Når du penetrerer mit sind
med dine borende øjne
og en ny verden
jeg ikke kan undslippe
Lad os kalde den
slem og sårbar
Bankende, rød
Som et kirsebær
der mister sin sten
og saften løber, løber, løber
og Moses ler
imens du græder
stille bag dit slør

Alt dét min mor ikke har fortalt mig – Digt af Nanna Lundgaard Arbøl

Nanna Lundgaard Arbøl — Wed, 31 Aug 2016 08:26:54 +0000

Velkommen i de voksnes rækker, siger de
Men hvornår går man rundt og tænker på
pensionsopsparing og afrimning af fryser?
Hvem sørger for at gemme boner og bestille det blå sygesikringskort?
Og hvorfor bør man spare op til en regnvejrsdag
når man bor i Danmark?
Jeg er voksen
i træning
En nybegynder over 20
der bruger alt for mange penge
på kaffe og kjoler
og genbrugsguld jeg ikke har plads til
Jeg lider af højdeskræk
når det drejer sig om
at have fødselsdag og mine dage
med idolplakater er talte
fordi det ikke længere er ok
at få røde kinder
når hende med guitaren siger mit navn
Der er så mange ting
min mor ikke har fortalt mig
når jeg står i lort til armhulerne
fordi jeg igen handlede
før jeg tænkte
og skylder alt for mange penge
på love-kontoen
Jeg er et pragteksemplar
på nytænkning
ude af boksen
med en vis portion selvironi
og tålmodighed der rimer på godmodighed
Jeg er lige til den lukkede
træningslejr
hvor de laver krydser i insektstik
og erobrer illusioner med drømmefangere
En rookie
der gerne vil være med på moden
uden at tabe ansigt eller få rynker
Og så har jeg problemer
med min mor
fordi jeg griner og græder
og samler på sanseindtryk
når jeg burde samle på pantflasker
der vil hjælpe mine chancer for at betale husleje
og mindske selvsamme chancer for at blive kriminel
eller ende på spanden

Men min mor er også god
fordi hun holder mig vågen i mørket
så jeg kan se mine monstre
Fordi hun holder kæft og aer mig over håret
når jeg får ar på sjælen
og igen giver op
Fordi hun henter papvinen på en onsdag
Min mor er god
når hun vælger at tie stille
om alt det hun gik igennem
da hun var 17 og bly
Da hun skreg i smerte og fødte en freak med hofteskred og udslæt
Da hun fortalte
at hjertesorg gør lidt ondt
og selv lod mig mærke
at det er muligt at dø så grufuldt
og så genopstå

Der er så meget
jeg ikke aner en skid om
Så mange ting
jeg føler
er gået
direkte forbi mig
fordi jeg havde travlt
med at pille løgene ud af min mad
og afvise rødvin pga lugten
Havde min mor bare banket mig noget mere
oven i hovedet
var jeg ikke et omvandrende bevis
på aha-oplevelser gone wild
og eftertænksomme suk
Var jeg blevet alkoholiker for længst
og havde ejet et slot af konkylier
Havde hun spændt lidt mere ben
for mine tåbelige besættelser
havde jeg ikke været i besiddelse
af meditationskugler eller tømt Fona for dvd’er da jeg var 16
Men til mit forsvar
ville jeg være millionær
hvis man gør mine Jennifer Aniston film og stearinlysstumper op i penge
Hvis man refunderer alle mine årskort
jeg alligevel ikke benytter
Hvis jeg aldrig havde smidt alle mine møbler ud
for derefter at tage lån i banken til nye
Jeg er nok udenfor
pædagogisk rækkevidde
når min mor ryster på hovedet
og beder mig ringe og bestille tid hos tandlægen
fordi jeg er skrækslagen
for de dyre domme
han vil forlange
og jeg derfor vil græde
hele vejen ned til flaskeautomaten

Men af alt det lort
min mor ikke har fortalt mig
vælger jeg at se igennem fingre med
de allervigtigste ting
som terrorfrygt og juleaften på eget budget
Realiteten om at fredagsslik på et tidspunkt må holde op og tarvelige forsikringsselskaber
Som farvekombinationerne gul og orange og blomstertryk
Som hvordan man fylder en mørbrad
og hvordan bryllupper går ind og gør alting meget større
Og døden
Den død
hun aldrig snakker om
Den død
der ligger lige under kærlighed
som tvivlen
der giver mig et forskud
på de tanker jeg vil tænke
når hun en dag ikke er her mere
For jeg vil gerne være en god datter
Bare en gang imellem

Så jeg tager alt dét min mor ikke har fortalt mig
med mig i graven
når jeg har fundet ud af
hvad det er
Og så vil jeg takke hende
for hendes tavshedspligt
og tillid til
at jeg trods alt godt kunne finde ud af noget
stort

I Try – Digt Af Christine Houston

Christine — Thu, 14 Apr 2016 11:21:51 +0000

I try not to think about the bones
sticking out of your skin
How you could not walk
Without my support

I try to think about the ways
you would step on my shadow
So I could run away
of what was our game

I try not to think of how
You looked at me
So deeply confused
or with accusation

I try to think of the happiness
in your eyes
when I came home
to keep you company

I try not to think of the grey
that infested your skin
to settle the statement
of a lesser heartbeat

I try to think of the sun
that made you brown
both out of happiness
of the warmth around us

I try not think of the last words
you said to me
before you lost your mind
I try not to think of the emptiness
you left behind

I try to think of the way
you used to live
before you died